Koncertanmeldelser

Monique Thomas & Finn Burich New Orleans Ensemble gav endnu en fantastisk koncert i Baghuset

Anmeldelse af Mogens Lerbech
Koncertanmeldelse 5. februar 2023

For omkring et år siden gav Monique Thomas en flot koncert her i Baghuset og nu gjorde hun det igen.

Selvom der var flere fælles træk ved de to koncerter – blandt andet første sangnummer ”Basin Street blues”, ”Route 66” og sidste nummer ”Battle of Jericho” – var også denne koncert en helt unik oplevelse med jazzmusik fra øverste hylde.
Alle koncertens numre var nemlig præget af, at de dygtige musikere udstrålede spilleglæde og dynamik både i ensemblespillet og i de mange soli, og så blev  sangnumrene båret frem af Monique Thomas’ formidable sangstemme.
Som opvarmning, inden Monique trådte op på scenen, fik vi tre kendte numre: ”Girl of My Dreams” sunget af orkesterlederen, ”Up the lazy River”, hvor Hans Esbjerg med sit enkle og spændstige pianospil fabulerede over nogle enkle strofer på en spændende måde og ”West End Blues”, som blev introduceret i hurtigt tempo af Finn Odderskovs overbevisende sopransax.
Som nævn indledte Monique Thomas sin del af koncerten med ”Basin Street Blues”, hvor Odderskovs clarinet, Torben Bjørnskovs bas og Esben Laub von Lillienskjolds trommer akkompagnerede melodisk og med følelse, og hvor Burichs lyriske trombone og Esbjergs lette og elegante piano var baggrund for Monique bløde og swingende sang og spændende scatsang.
Næste nummer blev introduceret af Monique med ordene: ”Jazz er altid med swing, og hvis det ikke swinger, så er det ikke jazz”, hvorefter vi meget apropos fik nummeret ”It Don’t Mean a Thing, If it Ain’t Got That Swing” i en overvældende swingende udgave med en inspirerende solo fra tenorsaxen og passager med tæt sammenspil mellem scatsang og trommeslagerens sofistikerede spil.
”September Song” – et langsomt nummer med lyrisk sang og tilsvarende cool akkompagnement med blandt andet tenorsax a la Lester Young.
I ”One Note Samba” var der både sang og dans fra Monique. Der var chase mellem trommer og bas og ikke mindst flot solospil fra tenorsax og piano, hvor sidstnævnte endnu engang leverer sit forenklede spil med gentagelse af enkelte strofer a la Count Basie.
”Route 66” – duet mellem Odderskov og Burich og sublimt swingende sammenspil mellem trommer og kontrabas.

Efter pausen fulgte numrene “I cant get Started” sunget og spillet af Burich og ”Dinah” med fornemt sammenspil af Burich og Odderskov suppleret af en eminent trommesolo og elegant piano og bas. Med “After You have gone” kom Monique atter på scenen, og i det gamle Ida Cox-nummer “Wild women don’t have the Blues” fik vi et super bluesnummer med en fremragende bassolo. Så fulgte “What a Little Moonlight can do”, som fik nyt liv i denne udgaves lyntempo og der efter det langsomme og melodiske nummer  “Do You know what it Means” med flot sammenspil af trombone og tenorsax og en passage med kun sang og piano, hvilket også her udløste klapsalver fra salen.
Efter koncertens sidste nummer “Joshua fit the Battle of Jerico”, hvor solisternes præstationer smelter sammen til en musikalsk enhed, sagde klubformanden farvel med ordene: ” What a fantastic show – sikken en dejlig eftermiddag”.
I ekstranummeret ” C est ci Bon” blev publikum lokket til at synge med på de to centrale ord Ci og Bon. Det var underholdende.

Alt I alt en super koncert med elegant sofistikeret jazz, som stadig har sit tydelige udspring i traditionel jazz og swing, men som her blev videreudviklet og aktualiseret af Monique Thomas fortræffelige stemme og fem virkeligt dygtige og veloplagte jazzmusikere, som fyldte salen med vellyd. Med denne koncerts spontanitet, improvisation, spilleglæde og umiddelbare inspiration er vi inde ved jazzens inderste kerne. Alt dette gik op i en højere enhed tæt fulgt af publikum applaus til hver enkelt solo.

Så tak for en rigtig god oplevelse.

Koncertanmeldelse 30. januar 2022
Baghuset Ballerup
Af Mogens Lerbech

Endnu en flot jazzkoncert med Monique Thomas og Burich- l’Etienne.
Endnu engang dannede Baghusets hyggelige lokale og gode akustik ramme for en flot  koncert.
Denne gang med Monique Thomas forrygende sangstemme som omdrejningspunkt.
Koncerten blev indledt med, at klarinettisten Thomas l’Etienne på sin underholdende facon
præsenterede orkestermedlemmerne: pianisten Martin Schack, bassisten Torben Bjørnskov,
trommeslageren Esben Laub von Lillienskjold og endelig orkesterleder og basunist Finn Burich.
Han understregede på sin finurlige måde, at de alle var dygtige musikere, hvilket viste sig at være ganske rigtigt, både hvad angik opgaven som akkompagnatører for Monique Thomas,  men også som solister.
Efter yderligere to orkesternumre sang Monique Thomas nummeret ”Basin Street Blues”. Hun overtog straks scenen med sin på samme tid energiske og lyriske stemme ved at fortolke det kendte nummer, så det blev yderst moderne og spændende at høre på for os tilskuere. Samtidig flettede hun sin egen form for scatsang ind på en meget inspirerende måde (scatsang kendes blandt andet fra Louis Armstrong i 1920-erne).
Derefter fulgte ”Exactly like you”, hvor man i kraft af Monique Thomas fortræffelige stemme følte, at der nu var tre ligeværdige solister: stemme, saxofon og trombone. Det blev et flot swingende nummer med jazz fra øverste hylde.
I hendes næste nummer ”You ’ve changed” fik vi til gengæld en blid og lyrisk stemme at høre blandt andet sammen med et meget følsomt saxofonakkompagnement. De to klædte  hinanden ualmindelig godt. Hertil kom en super bassolo.
Den kraftfulde og dynamiske stemme var tilbage i nummeret ”Route 66”. Hvor vi også fik en meget spændende passage kun med sangerinden og bassisten. Det var en fornøjelse at høre de to alene fylde rummet med swingende vellyd.
Senere spillede de to blæsere også op mod hinanden i en form for chase. Yderligere flot  swingende pianospil. Så alt i alt et overraskende nummer.
Finn Burich brillierede derefter i det traditionelle Kid Ory nummer ”Savoy Blues” med sit robuste og velklingende trombonespil.
Efter flere udmærkede numre nåede vi frem til ”St. Louis Blues”, som på overraskende og elegant vis blev indledt med en bassolo. Her fik vi Monique Thomas at høre på et niveau, som var andre kendte jazzdivaer værdigt. Desuden flot spil af pianist og trommeslager.
Koncerten sluttede med nummeret ”Battle of Jericho”, hvor blandt trommeslageren endnu
engang kunne vise sine gode evner.
Som ekstranummer fik vi “C’est si bon”. Her var Monique i sit es på trods af et forgæves forsøg på at få os tilskuere til at synge med.
Alt i alt en jazzkoncert med utallige musikalske overraskelser: spændende arrangementer, flot sang og ikke mindst super akkompagnement både af rytmegruppen og af de to blæsere.
Det var jazz af høj kvalitet med masser af applaus fra salen.
Mogens Lerbech

Koncertanmeldelse 6. februar 2020
Underværket Randers
Af Kurt Helge – Pressefotos.dk

Unique Monique med superband


Hun er ganske unik, den amerikanske jazzsangerinde Monique
Thomas, der bor i Marseilles i Frankrig og nu for fjerde gang er på turne i Danmark med Burich-l’Etienne New Orleans Ensemble, som består af fire danskere og en enkelt tysk musiker, Thomas l’Etienne.
Orkestret, der bakker Monique Thomas op, er i sig selv af høj høj klasse. Finn Burich fra Haderslev og Thomas l’Etienne fra Hamburg har i deres samarbejde rundet 25 turneer – de fleste af dem med Lillian Boutté, men efter hun blev ramt af sygdom, er Monique Thomas trådt til og ensemblet kører nu igen med international klasse, som den kun findes på allerøverste hylde.
Burich er bandleader og holder styr på, at tingene hænger sammen, mens l’Etienne er den lune presenter med de gode historier. De to brillerer med trombone og klarinet – ja, l’Etienne også med en fin sax. De giver rigtig god plads til en fornem rytmegruppe med Martin Schack på piano, Torben Bøtker Bjørnskov på bas og Espen Laub von Lillienskjold på trommer. De tre lægger en suværæn bund, ligesom de træder fint frem med indlagte solopartiet – ikke “bare” den obligatoriske solo i hvert sæt, men hele vejen igennem stort set alle numre udfylder de fornemt det rum, der bliver dem givet i samarbejdet, som fungerer eksemplarisk.
Og så er Monique Thomas i en klasse for sig med en meget flot stemme, der gør sig i samtlige vokalnumre, om det er jazzstandards eller helt egne ting. Salsa, gospel, latin. International topklasse og allerede en klasse eller to bedre end da hun sidst var i Danmark. Det ender med verdensklasse.
Burich-l’Etienne New Orleans Ensemble featuring Monique Thomas er oplevet på Underværket i Randers hos Jazzens Venner, men det har været den samme gode indsats i f.eks. Præstø, Herlev, Ribe, Horsens, Ikast, Greve og Fredericia.

Tekst og foto: Kurt Helge

Dagbladet Sjællandske
Koncertanmeldelse: Eigil E. Grønholdt
Kirsebærkroen den 4.2.20

Jazz i Superligaen

PRÆSTØ: Det var jazzmusik i superliga-klassen, der blev spillet og ikke mindst sunget tirsdag aften i Præstø Jazzklub på Kirsebærkroen. Den sorte sangperle Monique Thomas var sammen med Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble i et overdådigt spillehumør, fortæller Ejgil E. Grønholdt, formand for jazzklubben.
– Med rigtig gode melodier fra Den store amerikanske sangbog fik den fyldte kro fuld valuta med numre – først “Wolverine blues” og “Basin Street Blues” stille og intenst sunget af Monique Thomas, der også mestrede en godt gyngende udgave af “After You´ve Gone” samt en dejlig kvik udgave af “Please Don´t Talk About Me When I´m Gone”.
Det hele meget flot bakket op af en stilsikker rytmegruppe og i front de to bandleadere, Finn Burich på trombone samt Thomas l´Etienne på klarinet og tenorsaxofon, der viste deres mesterlige mangeårige samspil, lyder det fra EjgilE. Grønholdt.
– Aftenen sluttede med en vekselsang, der yderst begejstrede publikum i nummeret “C´est Si Bon”. Og med stående 0vationer sluttede en fornem jazzaften for sidste gang i denne omgang på Kirsebærkroen, der grundet indtrufne omstændigheder ikke kan lægge lokale til de to næste arrangementer.

Ugebladet
Koncertanmeldelse: Peter Jantzen
Kirsebærkroen den 4.2.20

Debat

PRÆSTØ // Kære Ejgil E. Grønholdt, formand for Præstø Jazzklub.
“Waw, what a performance” på Kirsebærkroen tirsdag den 4. februar.
Det var simpelthen verdensklasse med blanding af udenlandske og danske jazzstjerner.
Du fortalte mig, at du har været i jazzbranchen siden konfirmationsalderen med et netværk, som rækker ud i jazzverden.
Det er så intimt på Kirsebærkroen, at bandet næsten falder i med publikum.
Alle var tryllebundet, og mange bekræftede over for mig at det var den bedste jazzaften, de nogensinde havde oplevet, og jeg gav dem ret.
En stor tak til Mnique Thomas, den sprudlende amerikansk fødte jazzsangerinde fra Lyon, som efter min mening kunne indtage enhver international scene med sin vidunderlige følsomme og samtidig store jazz stemme, som henrykkede publikum.
l´Etienne, en yderst charmerende og samtidig humoristisk klarinetspiller fra Tyskland, som ofte optræder i Brasilien, udspillede en sjov og underholdende dialog og samspil med den danske trombone musiker ved navn Burich.
Ja, det var verdensklasse, vi var vidne til.
Vi overværede solonumre fra trommeslageren, bassen samt pianisten, som var så unik, idet den musikalske dialog tog over med solo, samspil samt enkelte lyde som svar på tale.
Det ar smukt, da Ejgil E. Grønholdt med hele forsamlingen ønskede Torben, den nye ejer af Kirsebærkroen, en god bedring i den alvorlige situation.
Vi glæder os til næste jazzaften i Bårse Samlingshus.
Peter Jantzen, Adelgade 18, Præstø.

Dagbladet Sjællandske
Koncertanmeldelse: Eigil E. Grønholdt
Stege Kirke den 5.10.19

ANMELDELSE/OPLEVELSE:
Solen skinnede flot på Stege Kirke her lørdag eftermiddag, som en ekstra anerkendelse fra Vorherre, for indenfor var der gospelmusik af fineste skuffe. I skikkelse af en på disse kanter ikke så kendt sort flot sangerinde fra Frankrig, Monique Thomas, i front for Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble, bestående af fem uhyre veloplagte musikere med kapelmester og basunist Finn Burich. Ved hans side Thomas l´Etienne på klarinet og tenorsaxofon, Martin Schack piano, Torben Bøtker Bjørnskov kontrabas samt Espen Laub von Lillienskjold ved trommerne, der var fint afdæmpet, og kors hvor de så swingede.
Som første nummer In The Sweet Bye and Bye, derefter en langsom, men meget melodisk Just a Closer Walk With Thee, der virkelig fik bifaldet frem. Så kom This train og Bye and Bye og andre fine numre fra den store amerikanske sangskat, og det hele sluttede med en speciel udgave af C´est si Bon, hvor publikum var ret så medvirkende, så godt vi kunne være med på fransk. Heldigvis er der god tid til at lære lidt mere fra orkestrets spritnye CD, så alle kan være med, når sangerinde og band gæster Præstø Jazzklub tirsdag den 4. februar 2020.
Anmeldt af: Eigil E. Grønholdt, Kirsebærvej 28, Præstø.

Flensborghus, Flensborg
Flensborg Avis, den 8. februar 2018.
Koncertanmeldelse: Kulturredaktør Hans Christian Davidsen/hcd@fla.de
Fotos: Hans Christian Davidsen

Gensidig kærlighed

Mødet mellem hvide, der kunne noder, og uskolede sorte lagde grunden til den jazzmusik, som Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble charmede publikum med i Flensborghus. Med i front var en vidunderlig sangerinde.

ANMELDELSE
Flensborg. De har været på tur til Randers, en landsbykirke på Djursland og Ballerup Jazzklub. Men ingen steder var publikum så godt som i Flensborg.
– Skulle der gives point til publikum, scorer Flensborg topkarakter, sagde basunisten Finn Burich efter koncerten i Flensborghus torsdag aften. Det er den slags ting, musikere kan lide at sige til ethvert publikum. Ligesom når scorekarlen smigrer Malene mandag aften. Tine tirsdag aften og Olivia onsdag aften. Men her fanger bordet for Finn Burich. For hans karaktergivning kommer på tryk, så de kan læse det i Randers, på Djursland og i Ballerup.
Men nu var det også blomsten af Flensborgs jazzpublikum, der torsdag aften blev lukket ind i Flensborghus. Knap en uge i forvejen havde arrangørerne , Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, kunnet melde udsolgt til koncerten med Burich & l´Etienne New Orleans Ensemble – og havdeformentlig kunnet fylde en dobbelt så stor koncertsal som den i Flensborghus.

Noder og unoder

Det var nede i Dixieland, de amerikanske sydstater, at den oprindelige jazzmusik opstod. Her mødtes de fransktalende kreolere med de sorte efterkommere af slaverne. Kreolerne som oftest var træblæsere, især klarinettister, og kunne spille efter noder. Og de uskolede sorte, der tilhørte proletariatet, købte militærtrompeter billigt og blæste i dem på en afrikansk inspireret facon.
Sådan spirede jazzen frem i et fantastisk møde mellem kulturer. Vejen dertil gik over kvadriller, marchmusik og ragtime. Og det var den slags jazz, publikum var kommet i stort tal for at høre – med den ganske vidunderlige sangerinde Monique Thomas i forgrunden.

God reklame

Hende var det nok de færreste, der havde hørt i forvejen. Men der var blevet gjort god reklame for hende fra arrangørernes side, og hus viste sig at kunne leve op til den.  Monique Thomas havde en spændvidde og en kraft i stemmen, der helt tydeligt var blevet trænet med masser af gospel fra barnsben – og gospel gav hun også flere gode grunde til, at vi skulle høre.
– Kan I lide gospel?, spurgte hun ud i salen og fik et afdæmpet nordeuropæisk “ja” som svar.
– Det lød som om, I sagde ja til at skulle til tandlægen: – I can go home, if that´s what you want!

12 takter på Route 66

Med det var der bestemt ingen, der ønskede. Og så tog hun først en blues-tur ned ad Basin Street – hvor hun fik sin vokal til at lyde som en trompet med dæmper – og videre ad Route 66 i 12-takts blues.
Baggrunden, som Monique Thomas var med på, var ellers trist: Burich & l´Etiennes faste frontvokal gennem flere årtier, Lillian Boutté, er blevet ramt af alzheimers og sidder i dag i sin hjemby New Orleans uden at kunne synge. Overskuddet fra orkestrets salg af rest-cd´er går derfor til Lillian Boutté.
Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble består ud over de to blæsre i front, Finn Burich på trombone og Thomas l´Etienne på skiftevis klarinet og saxofon, af trommeslageren Espen Laub von Lillienskjold, bassisten Torben Bøtker Bjørnskov og pianisten Martin Schack, der alle kan meget hver for sig, men endnu vigtigere en hel masse sammen. De gjorde sig også i den brasilianske populærmusik choro og bagsmæk-stilen fra New Orleans – der kaldes sådan, fordi basunisten i gamle dage i New Orleans sad på bagsmækken af en hestevogn og førte an af den simple grund, at der ikke var plads til et klaver.
I andet sæt visteMonique Thomas, at hun virkelig har i drøjden, hvad hun ikke har i højden, med en solid udgave af “Saint Louis Blues” og spiritualen “Joshua Fit the Battle of Jericho”. Publikums klapsalver tydede også på topkarakter. Man tør konkludere, at der var tale om gensidig tiltrækning denne aften.

Underværket, Randers
Den 1. februar 2018.

Medlemmerne i Burich-l’Etienne Orleans Ensemble spiller ikke sammen hver dag, men her i vintermånederne bliver det til adskillige koncerter i danske jazzklubber samt i både Sverige og Tyskland. Et besøg hos Jazzens Venner i Randers afslørede, at musikerne rent faktisk har et samspil, som ligner, at de aldrig bestilte andet.

Samarbejdet startede i år 2000, og seneste fornyelse er, at den amerikanske sangerinde Monique Thomas – bosiddende i Bordeaux, Frankrig – er trådt ind for på fineste måde at varetage vokalarbejdet i det meget alsidige band, som nok hylder New Orleans-traditionen, men som suværænt mestrer adskillige andre genrer.

Der er en solid bund af blues i de fleste af de numre, som bandet præsenterer. “If it wasn’t for the blues, there would be no jazz”, siger Monique Thomas, der som sangerinde kan både jazz/blues-standarder som “Basin Street Blues” og “Route 66”, ligesom hun fortolker Billie Holiday, gospel og performer fremragende med scatsong i enkelte numre.

Flot fundet af duoen Finn Burich, der bor i Haderslev, og Thomas l’Etienne, der støder til fra det tyske, men har lært at tale udmærket dansk af Burich’s børn. De to – Burich og l’Etienne – klæder hinanden som to selvironiske og uhøjtidelige brødre. Deres omgang med instrumenterne trombone (Burich), klarinet og tenorsax (l’Etienne) er næsten en leg på højt niveau.

Martin Schack spiller klaver, hvor han både fylder ud og falder fint ind, når det er tid til en solo. Det er karakteristisk for Burich-l’Etienne New Orleans Emsemble, at samspillet er på plads, og at der er rum til, at de enkelte musikere på nærmest solistvis kan vise deres talenter frem på skift. Store talenter og meget musikalsk kunnen.

Rytmesektionen er en historie for sig selv. Esben Laub von Lillienskjold på trommer og Torben Bøtker Bjørnskov på bas lægger den gennem hele koncerten swingende bund og brillerer i velvalgte solofremstød med både finesser og finurligheder, som man kan imponeres over, samtidig med at underholdningsværdien er høj.

Thomas l’Etienne byder på et par glimt af choromusik, som han har fornemmet via sine ophold i Brasilien, og sørme om ikke Monique Thomas kan sprede et par caribisk inspirerede vokaler ud over koncerten.

Alt i alt et særdeles velspillende orkester, der er tro mod sit udgangspunkt i New Orleans, men samtidig formår at mestre et pænt antal andre genrer.

Tekst og foto: Kurt Helge

_______________________________________________________________________________________________

28.01.18: Ørsted Kirke

Stor musikalsk oplevelse – så de små hår rejste sig – i Ørsted Kirke og dejlig New Orleans-mad på kroen bagefter

Anmeldelse: Flemming Seiersen
Fotos: Danny Christensen

Forventningerne var på forhånd meget store til jazz- og gospel koncerten i Ørsted Kirke søndag den 28. januar med Burich-l’Etienne New Orleans Ensemble og sangerinden Monique Thomas. De blev til fulde indfriet i det smukke og netop restaurerede kirkerum. De 185 tilhørere fik en musikalsk oplevelse af de helt store, som er helt usædvanligt i en landsby som Ørsted – bortset dog for tre år siden. Ligesom den gang kan det kun lade sig gøre, fordi “Treenigheden” samarbejder, som Jyllands Posten skrev før koncerten, nemlig kirken og kroen i Ørsted og jazzklubben på Djursland.

Så de små hår rejste sig
Når forventningerne på forhånd var så store, skyldes det jo koncerten i 2015 med det samme band og den fantastiske sangerinde Lillian Boutté med sin livfulde og engagerede optræden. Hun er i dag ramt af sygdom og kan desværre ikke længere optræde. Der blev derfor solgt CD’ere efter koncerten til fordel for hende. Afløseren, Monique Thomas, leverede noget helt andet med en sangstemme, der spænder over et stort register. Ja, det var så, at de små hår rejste sig og det løb en koldt ned ad ryggen, når hun bragede igennem med sin sangstemme med den fine akustik, der er i kirken. Bifaldene var da også fortjente, mange og store under den halvanden time lange koncert.

Et godt sammenspillet orkester
Og de mange bifald gjaldt i høj grad også Burich-l’Etienne New Orleans Ensemble. De fem medlemmer er hver for sig virtuoser. Men det er jo ikke nok. De skal også være sammenspillet. Det er de i den grad, så det er en fryd at høre på. Det viste ikke mindst nummeret “This Train”. Her formåede de at skabe et lydbillede af et gammelt damptog – afsluttende med en togfløjte, som Finn Burich stod for. Også et tegn på deres glade og humoristiske optræden. Godt nok er vi i en kirke, men her må der jo også godt være godt humør. Og så Monique Thomas’ sang. Det var bare så godt.

Skiftede toneart tre gange
Jeg kan ikke lige huske, om det er i den sang, at orkestret og Monique Thomas skifter toneart tre gange og går højere og højere op. Under alle omstændigheder lød det fantastisk. Ét af hendes forbilleder er Mahalia Jackson. Det skinnede da også klart igennem i flere af sangene. Det må være lærerigt at blive undervist af hende i Frankrig, hvor hun bor i dag og underviser, når hun da ikke lige er på tourné. Det er hun og orkestret så i øjeblikket i Danmark med 17 koncerter over hele landet. Den 12. var i Ørsted.

Kendte musikere i jazzkredse
Alle fem musikere er meget kendte og anerkendte i jazzkredse og spiller i en række forskellige sammenhænge. Orkesterlederen og basunisten  Finn Burich, bor i Haderslev, Thomas l’Etienne på klarinet og saxofon bor i Hamborg, Martin Schack  på klaver, Torben Bøtker Bjørnskov på bas og Espen Laub von Lillienskjold bor i Danmark. De er alle formidable og indlevende musikere, der lytter til hinanden i et som nævnt forrygende sammenspil, der gør deres musik til en rigtig stor oplevelse. Tak for det!

C’est si bon
Og så sluttede hun jo med ekstranummeret,” C’est si bon” og spurgte, om vi talte dansk. Nej, sagde store flertal i kirken, men så kan I lære det lidt, sagde Monique Thomas. Og så sang vi med på omkvædet. Det swingede virkeligt. Sammen skabte vi stor musik. I det hele taget var koncerten i Ørsted Kirke et udtryk for, at vi levede sammen med musikken og sang og klappede med som til en rigtig gospel-koncert – kendt fra de amerikanske kirker. Det kunne måske overføres til de danske kirker.

Håber, I går glade hjem
Monique Thomas sluttede da også koncerten af med sin smukke stemme at sige, at hun håbede, at alle gik glade hjem. Det gjorde vi – omend de fleste fortsatte til Ørsted Kro.

Og så var der New Orleans-buffeten
Og hvad er bedre end at få mulighed for på to måder at fordøje sådan en oplevelse, nemlig snakke om den og så til god mad. Det benyttede 125 sig af ved at gå på Ørsted Kro efter kirkekoncerten. Over lækre retter inspireret af New Orleans fra Janne Simonsens krokøkken var der lejlighed til både at få snakket om musik-oplevelsen og indtage dejlig mad – ved bordene med rødternede duge og stearinlys i vinflasker ligesom i de gode gamle jazzklub-dage. Stemning blev fuldendt med musik i højtalerne med trompetisten og sangeren Louis Armstrong. Om nogen indbegrebet af New Orleans. Her startede han som marchmusiker i starten af 1900-tallet – til begravelser – men som bekendt udviklede han sig til det største navn i New Orleans-jazzens historie. Ni gange var han på tourné i Danmark indtil sin død i 1971.

Treenigheden fortsætter
Ørsted kan nok ikke bære et musikalsk arrangement på dette niveau hvert år, men måske hvert andet. Så derfor bør treenigheden mellem kirke, kro og jazzklub selvfølgelig fortsætte til gavn for vores landsbysamfund. Det udtrykte både formanden for Djurslands Jazzklub, Svend Frandsen og  medlem af bestyrelsen for Ørsted Kro’s Venner og jazzklubben, Flemming Seiersen, ved velkomsten og afslutningen på koncerten i kirken. Vi er derfor allerede på udkig efter en ny koncert-mulighed i 2020.

_______________________________________________________________________________________________

26.01.18: Ballerup Jazzklub

Monique Thomas & Burich-l’Etienne N.O. Ensemble

Finn Burich er dygtig. Ja, – altså ikke bare som en helt suveræn trombonist, men også til at samle de allerbedste musikere omkring sig. Efter klarinetisten Thomas l’ Etienne havde præsenteret musikerne, drønede vi allesammen ”Down In Honky Tonk Town” hvor Jelly Roll Mortons ”Tin Roof Blues” og ”Sweet Substitute” var på dagsordenen, sunget af Finn Burich:” Crazy about my substitute”,” crazy about my substitute”. Fra Martinique i fransk Caribien hørte vi “Mettez I Dehro” med overvældende pianosolo af Martin Schack, kvitteret af et taktfast bifald. Flot præsenteret af Thomas l’ Etienne, sprang Monique Thomas på scenen. Der stod hun i en smart sort kjole-gevandt og håret sat, med et let” touch of red” på toppen, og sang ”Basin Street Blues” med indlagt imitation af en trompet (ligesom Mills Brothers). Hun sluttede sangen med ”one more time” og så det høje ”C”. Første sæt sluttede med ”Exactly Like You” med Thomas l’ Etienne på sopransax og, igen, Martin Schack, uimodståeligt, på tangenterne.
Andet sæt blev indledt med ”Linger A While” og en bassolo uden lige, udført genialt af Morten Ankarfeldt. Vi klappede som besatte, allesammen. Beware me well, man bli’r helt høj.
Thomas l’ Etienne spillede, på klarinet, hele ”Gostosinho” (lidt hyggeligt, på dansk) som Thomas forklarede. Musikstilen hedder ”choro” informerede han videre. Han sluttede nummeret ved at vride mundstykket af klarinetten, for at gi’ den sidste tone, kun med det. Monique Thomas, som er yderst medlevende på scenen, sang det hurtige nummer: ”Please Don’t Talk About Me”, og kors hvor det swingede. Så sang hun, med stor energi (hun fortjener sgu’ sin løn) en gospel: ”On Time God”, stort bifald. I ”After You’ve Gone” smed Thomas l’ Etienne og Finn Burich, jakke og slips og kom i pjattehumør. Det smitter, vi grinede med, allesammen, og med en fin rytmesektion med Espen Laub von Lillienskjold på trommer, sang Monique sangen flot, flot. Vi overgav os. Sættet sluttede med ”Route 66” og Monique med scat-sang. Stort bifald.
I tredie set sang Monique ” Bye And Bye”, og Finn og Thomas blev set, i overstadigt humør, tage et par dansetrin med hinanden. Sådan er jazzen, når vi alle har det sjovt. Det er helt usædvanligt, når Morten Ankarfeldt indleder et nummer med sin kontrabas, som han gjorde i Mahalia Jackson gospelen ”Canaan Land”, ligesom hans soloakkompagnement til Moniques udgave af ”St Lois Blues”. Jamen altså, det er stjernestunder i vores jazzklub. Vi sluttede med Monique i ekstra nummeret ”C’est Si Bon” og Finn og Thomas i kor, sammen med alle os andre: C´est bon, c´est bon, c´est bon, c´est bon, c´est bon.
KS