Koncertanmeldelser for Finn Burich International New Orleans Jazzband:
E-mail fra én blandt publikum efter koncert i Odder Jazzklub, den 13/10-24.
Hej Finn Burich!
Jeg vil takke for en fremragende koncert i Odder Jazzklub i går søndag 13. oktober 2024.
Jazz er ikke et område i musikken, jeg har dyrket, men blev meget begejstret og godt underholdt. Ja, virkelig i godt humør. 😍
Hvis du vil have ulejlighed med at oplyse navnet på det klassiske stykke, som din pianist underholdte os med solo, vil jeg blive meget glad. Desværre fik jeg ikke fat i komponisten m.m. Sikke en pianist, og alle i går var jo fremragende musikere.
De bedste hilsener
Preben S.
(PS: Stykket som Harry Kanters spillede var Dvoráks “Humoresque No. 7”
E-mail fra Erik Hansen den 5/11-23:
Hej Finn
Det var en forrygende lørdag, som vil gå over i historien, som måske den bedste frokostjazz nogensinde. Efter sådan en lørdag er man bare glad i flere dage.
Don Banjo var på besøg i Flensborghus
HANS CHRISTIAN DAVIDSEN
hcd@fla.de
Den 3. november 2022
Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband struttede af spilleglæde i Flensborghus, hvor der kunne meldes udsolgt – igen.
I Haderslev bor en mand, der har gode forbindelser til New Orleans. Den sønderjyske basunist Finn Burich har i snart 30 år turneret Danmark rundt med blandt andre de amerikanske sangerinder Lillian Boutté og Monique Thomas, og gennem to årtier har han også haft en anden legekammerat fra Dixieland. Don Vappie, hedder han, og han kan spille banjo i søvne.
Da Don torsdag aften stod på scenen i Flensborghus, virkede det som om, at banjoen spillede sig selv – som om hans venstre hånd bare kørte op og ned ad gribebrættet, mens fingrene på højre hånd slog og plukkede den fire-strengede tenorbanjo.
Sådan var det naturligvis ikke. Hvis en af os andre amatører var blevet budt op på scenen, havde festen været slut lige på stedet.
Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband er et langt navn at turnere med, men ordet »international« kan vanskeligt udelades. Finn Burich er eneste dansker i orkestret. Tyske Thomas l’Etienne spiller tenorsaxofon og klarinet. Hollandske Harry Kanters tager sig af pianoet, og ved trommerne sidder belgiske Frederik Van der Berghe.
Spilleglæden smittede i Flensborghus., Finn Burich trak på trombone, og Thomas l’Etienne fik en dejlig lyd ud af klarinetten.
Selv for tilhørere med et noget anstrengt forhold til banjoen er Don Vappie værd at lytte til. Han er totalt på hjemmebane i kreolermusikken, hvor han formår at bryde den lurende kedsomhed med spændende tonerækker og hurtigt vekslende akkorder.
Han er bestemt ikke uden show-gen, og så synger han lige ud af posen – for eksempel i det melodiske nummer »The Blue Book of Storyville« fra New Orleans’ bordelkvarter, hvor mænd kan vælge deres foretrukne prostituerede ud fra en lille bog, nærmest som et katalog fra Otto eller Daells Varehus, som der var noget, der hed i gamle dage:
»Get a hook of the book – and book the hook – It’s the blue book of Storyville«.
Stjernestunder
De øvrige musikere havde også deres små stjernestunder. Harry Kanters havde nærmest julelys i øjnene, da han fortalte om, hvordan det var at komme til Flensborghus – med et Steinway-flygel. Hvorefter han gradbøjede et stykke af Chopin. Thomas l’Etienne fik en fascinerende lyd ud af klarinetten i en brasiliansk inspireret sag. Han behøvede ikke engang at fortælle os, hvor meget han holdt af Brasilien. Det kunne vi ganske udmærket høre. Og Finn Burich har bare en glasklar intonering med flere gode spontane præstationer.
Thomas l’Etienne og Finn Burich har flere gange været på koncertbesøg i Flensborg med vekslende musikere. Senest var de på samme scene i Flensborghus i 2018 med føromtalte Monique Thomas.
I andet sæt syntes jeg en overgang, at stimen blev en smule mat, men måske var det mig, der bare ikke havde fået sovet ordentligt natten før. Publikum virkede godt tilfreds, og orkestrets spilleglæde var både til at høre og se. Der blev sluttet af med »My sisters number«, som Don Vappie på sit amerikanske kalder »det sidste nummer«.
Flensborghus var i øvrigt fyldt til sidste plads.
Koncert med Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband
Kulturhus Elværket Frederikssund
Den 15. oktober 2022
Af Mogens Lerbech
Efter at publikum havde indtaget et velsmagende måltid mad med tilhørende drikkevarer, var der en rigtig god stemning i Elværkets fyldte koncertsal. Denne gode stemning blev ikke mindre, da klubbens formand, Rasmus Foged, bød velkommen til aftenens internationale orkester.
De fire jazzmusikere, som den danske orkesterleder og basunist Finn Burich havde samlet, leverede også en koncert af højeste kvalitet med overraskelser i form af flere nye, ukendte numre og ikke mindst klaversolospil i verdensklasse.
Koncerten var centreret om gæstesolisten, amerikanske Don Vappies eminente sang og banjospil, men allerede i første nummer ”Royal Garden Blues” blev alle orkestermedlemmerne præsenteret, så man straks fik indtryk af det høje musikalske niveau: den tyske klarinettist og tenorsaxofonist Thomas l`Etienne, den hollandske pianist Harry Kanters og den belgiske trommeslager Frederik Van den Berghe.
I forbindelse med introduktion af sangen “I would, if I could” påstod Don Vappie, at musikken holder os unge, hvilket ingen i salen – sjovt nok – protesterede imod. Derefter sang han den med eget banjoakkompagnement og på baggrund af de to blæseres lyriske akkompagnement.
”Exactly like You”, sunget af Vappie, blev indledt med en flot solo af Burich med dæmper på trombonen efterfulgt af l`Etiennes udtryksfulde tenorsax. Undervejs i nummeret var der et spændende sammenspil mellem piano og banjo, hvor pianoet svarede på banjoens udspil – en form for ”chase”. Nummeret blev afsluttet af en flot trommesolo fra Van den Berghe.
”Memories of You” blev også introduceret af kapelmesterens melodiøse og bløde trombone efterfulgt af lyrisk improvisation fra l`Etienne. Vappie havde her skiftet banjoen ud med sin elguitar, som supplerede den bløde og melodiøse tone. Kanters og Van den Berghe bandt det hele sammen til et helstøbt nummer.
”Some of these Days” udløste spontane taktfaste klapsalver som anerkendelse af Don Vappies flotte sang og tilsvarende solospil af l`Etienne, og “My Blue Heaven” blev endnu engang indledt af sublimt sammenspil mellem trombone og tenorsaxens fyldige tone, hvorefter Don Vappie sang på ypperlig vis.
Mens de øvrige musikere trådte ned af scenen, annoncerede Harry Kanters, at han solo ville spille ”Tea for Two”. Han startede sit virtuose spil i langsomt tempo og øgede tempoet trinvis, så han til sidst afsluttede nummeret i lyntempo. Selv i dette lyntempo var fremførelsen elegant og overbevisende. Kanters kan utvivlsomt spille Jelly Roll Mortons meget vanskelige nummer ” The Finger Breaker” lige så overbevisende. Finn Burich tilføjede efter de spontane klapsalver fra salen: ”Der er lidt snyd med i det. For han har øvet sig på det ”. Hæ, hæ. Det var i hvert fald pianojazz, når det er allerbedst.
Der blev vekslet mellem de nævnte kendte numre og flere mere ukendte numre som ”Dark Town Strutters Ball”, ”Crescent City Moonwalk”, ”Sale Dame” og ikke mindst det brasilianske nummer ”Haroldo no Choso”, som l`Etienne spillede og dansede sig gennem understøttet af ikke mindst et meget inciterende trommespil. Det var tydeligt at han følte sig hjemme i denne genre.
Koncertens sidste nummer ”Eh La Ba” er et rigtig muntert creolernummer, og det blev sunget og spillet med energi og kraft krydret med, at l`Etienne og Burich spillede, mens de vandrede rundt blandt publikum i salen. Salen sang med på opfordring fra Don Vappie. Så et flot, flot afslutningsnummer.
I kraft af vedvarende klapsalver fra salen fik vi så ekstranummeret ”Ice Cream” fra 1944, som blev verdenskendt i Chris Barber-versionen fra 1954.
Så alt i alt endnu en stor musikalsk oplevelse med et orkester, der tilsyneladende fornøjede sig lige så meget med hinandens spil som vi andre nede i den fyldte sal i SeaSide Jazz Club.
Koncert med Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband
Baghuset, Ballerup
Den 24. oktober 2021
Af Mogens Lerbech
Orkestret introducerede eftermiddagens koncert med nummeret “Down in Honky Tonk Town”, hvor de enkelte medlemmer blev præsenteret af Thomas l`Etienne på sin muntre, veloplagte og afslappede facon.
Don Vappie var præget af hans originale kreolske kulturbaggrund fra jazzens hjemby New Orleans fx understøttede hans virtuose banjospil fortolkningen af ”Basin Street Blues”, så nummeret blev nyt og spændende at lytte til.
I ”Bogalusa Strut”, der også blev båret frem af Vappies solospil, fik han dog tekniske problemer i form af en knækket streng på banjoen. Men den erfarne musiker spillede blot videre uden stop samtidig med, at Finn Burich lavede numre med den løse streng. Her gik det professionelle og det muntre op i en højere enhed til stor fornøjelse for os tilhørere.
I Sonny Rollins-nummeret ”Pent-UP House” brillerede Harry Kanters med sit virtuose pianospil også i meget højt tempo – flot applaus fra salen.
I ”Savoy Blues”, var det Finn Burichs tur til brillere med kraftfuldt trombonespil, hvilket fik dette nummer til at blive nyt og spændstigt – flot spil af kapelmestren.
Don Vappie nummeret ”Color of Creole” var et rytmisk pragtstykke, hvor Vappie og Thomas l`Etienne viste et overvældende, virtuost sammenspil.
I alle numre – også dem med brasilianske rytmer – hørte vi Frederik Van den Berghes sublime trommespil både med hensyn til rytmisk drive. Men også i de mange trommesoli viste han sin høje kvalitet. Alt i alt bestod orkestret af fem fortræffelige solister, som hver især bidrog til en super jazzkoncert.
På et tidspunkt sagde Don Vappie til os: ”Hvis du kan lide musikken, så fortæl det til alle. Hvis du ikke kan lide musikken, så sig det ikke til nogen”.
Efter denne koncert er jeg sikker på, at vi alle har lyst til at fortælle vidt og bredt om vores enestående jazzoplevelse.
Bårse Samlingshus
Den 2. november 2021
Af Ejgil E. Grønholdt
Det var jazz fra superligaen, der blev spillet tirsdag aften i Bårse Samlingshus, for en til sidste plads fyldt stor sal, af jazzglade publikummer, hvor Præstø Jazzklub havde inviteret Finn Buric International New Orleans Jazzband, feat. den formidable amerikanske banjospiller og vokalist Don Vappie fra jazzens hjemby New Orleans. I et godt swingende tempo kom bandet rigtig godt fra start, i nummeret Down in Honky Tonk Town, med flotte soli af alle fem bandmedlemmer. Det affødte taktfaste klapsalver efter hver eneste solo, leveret af Thomas l´Etienne på klarinet bosat i Hamburg, Harry Kanters på piano fra Holland, Frederik Van den Berghe ved trommerne fra Belgien, foruden selvfølgelig, de føromtalte hovedpersoner, Finn Burich og ikke mindst Don Vappie. I andet nummer Tin Roof Blues lagde Vappie ud stille og roligt med følsomt banjospil og vokal, også klarinettisten Thomas l´Etienne fik vist hvilken fremragende musiker, han er, det var jazz på et meget højt plan, til stor glæde for det medlevende publikum. Der fik endnu mere at glæde sig over i klassiske numre som Bogalusa Strut og Original Dixieland One Step.
I andet sæt kom den herboende glimrende trompetist Norbert Susemihl med på scenen i bla. a. en herlig udgave af Muskrat Ramble, der blev også plads til brazilianske rytmer med Thomas l´Etienne på tenorsaxofon. Stadig efterfulgt af glade klapsalver, men det længste bifald gik nok til pianisten Harry Kanters, da han i et vanvittigt tempo spillede Jelly Roll Mortons Fingers Breaking. Og med et samlet band i det kendte nummer Ice Cream, sluttede en forrygende jazzaften i Bårse Samlingshus.
Anmeldt af: Ejgil E. Grønholdt, jazzformidler, Kirsebærvej 28, Præstø.
Sjællandske Tidende
Sjællandske Tidende
Den 8. november 2011
PRÆSTØ: New Orleans litteraturens blade vendt i jazzklubben
Spilleglæde i Jazzklub
Af Jens Bjerre Tybjerg
Anmeldelse: En enorm spilleglæde og et smittende humør skabte et brag af en jazzkoncert på Kirsebærkroen, da Finn Burich International New Orleans Jazzband tirsdag aften besøgte Præstø Jazzklub. Og der var tale om glade gensyn, for alle musikanterne har tidligere besøgt Præstø Jazzklub. De fem i bandet var Finn Burich på trombone, Thomas l´Etienne på klarinet og tenorsax, Don Vappie på banjo og med sang, Torben Bøtker Bjørnskov på bas og Espen Laub von Lillienskjold bag trommerne.
Det blev et godt genhør med alle de kendte numre fra New Orleans-litteraturen, og tonen blev lagt an af Don Vappie, som igen viste sit formidable spil på banjo og sin smittende sangglæde. Thomas l´Etienne og Finn Burich var i Præstø i januar i selskab med Lillian Boutté, da der var koncert i Præstø Kirke.
“Down by the Riverside”, “Tiger Rag”, og den vemodige “Careless Love” for blot at nævne et par enkelte. Don Vappie lagde for, Finn Burich og Thomas l´Etienne fulgte efter og så kom der pragtfulde soli fra Torben Bøtker Bjørnskov på bassen og Espen Laub von Lillienskjold på trommestikkerne. Og solisterne fik lov til at brede sig.
Den smittende spilleglæde bredte sig til det fuldtallige publikum, der gang på gang hilste solisterne med taktfaste klapsalver.
Sjællandske Tidende
Den 14. april 2009
PRÆSTØ: Et stærkt rytmisk genhør i jazzklubben
Fem solister i godt samspil
Af Jens Bjerre Tybjerg
Anmeldelse: Det blev et stærkt rytmisk genhør med Finn Burich International New Orleans Jazzband på Kirsebærkroen, da bandet tirsdag aften gæstede Præstø Jazzklub, der igen havde samlet fuldt hus.
Det internationale er der ingen tvivl om. Fra Danmark mødte vi sønderjyske Finn Burich på trombone, midtjyske Torben Bøtker Bjørnskov på bas og nordjyske Espen Laub von Lillienskjold bag trommerne. Fra Tyskland kom Thomas l´Etienne på klarinet og tenorsax samt fra USA Don Vappie på banjo og med sang.
Et stærkt hold, der allerede i det andet nummer gav solonumre på række. Hver fik lov til at udfolde sig og vise sin kunnen på de respektive instrumenter. Ikke mindst trommesoloen imponerede. Og i løbet af de tre timer kunne publikum gang på gang glæde sig over fremragende soli, der passede smukt ind i samspillet.
Det er svært at fremhæve den enkelte – og dog. Når Don Vappie greb sin banjo og brød ud i sang, havde han publikums fulde bevågenhed. Der er ikke hørt en bedre banjo i Præstø, siden Don Vappie var her sidst. Han anses med rette for at være den førende og mest originale banjospiller i New Orleans.
Vi kom langt omkring i det klassiske jazzbibliotek, men fik også afstikkere til bossa nova, og gang på gang brød publikum ud i spontane klapsalver. Bandet leverede varen, og publikum satte stor pris på den.
Frederiksborg Amts Avis
Den 26. marts 2005
Strenge-ekvilibrist henrykkede publikum
Af Maja Vindelev
Banjospiller, guitarist og sanger Don Vappie fra New Orleans er en gudbenådet musiker.
Det oplevede et desværre ret lille publikum skærtorsdag aften i Støberihallen.
Hillerød: Når man oplever noget ekstraordinært, ønsker man altid, at så mange som muligt får del i oplevelsen. Således var det også torsdag aften i Støberihallen, hvor den amerikanske banjospiller, guitarist og sanger Don Vappie fra New Orleans var på besøg sammen med danske Finn Burichs New Orleans Jazzband.
Desværre havde kun omkring 70 fundet det betimeligt at overvære koncerten, og det var synd og skam – men forståeligt nok på grund af påsken, hvor familien Danmark jo har mange andre ting på programmet.
For det blev et brag af en koncert, hvor Don Vappie lod fingrene danse over strengene, så det så legende let ud. Især hans banjospil er i en klasse for sig.
Strengeleg
– Jeg skal vist hjem og øve mig, lød det fra en banjospiller blandt publikum, efter at Don Vappie havde leget strengeleg på scenen og også demonstreret sit talent ved at spille bas til sin egen udgave af “Sweet Lorrain”.
Finn Burichs New Orleans Jazzband bakkede fint Don Vappie op, men leverede så sandelig også selv en gedigen musikalsk præstation, der lover for meget mere, når bandet ikke har en celebritet i front. Der var således stor musikalsk nerve og nærvær, humør og spilleglæde hos Thomas l´Etienne på klarinet og sax, Finn Burich på trombone, Hans Esbjerg på piano, Torben Bjørnskov på bas og unge Espen Laub von Lillienskjold på trommer.
Gudrun
Thomas l´Etienne bandt numrene sammen på glimrende vis og lagde ofte op til lidt grin med de andre musikere på scenen og med publikum, som da han introducerede nummeret Mandy, Make up Your Mind, som Louis Armstrong har indspillet.
– Jeg er sikker på, at publikum har fantasi nok, så vi spiller den uden Louis Armstrong og uden hans All Stars, sagde Thomas l´Etienne, mens Don Vappie tyggede på det danske ord “uden”, som hurtigt blev til “Gudrun”.
– Det er en af Dons gamle venner i Danmark, og han øver sig stadig på udtalen, konstaterede Thomas l´Etienne, mens Don Vappie stadig forsøgte sig med “Gudrun”.
– Gudrun Make up Your Mind, blev det til, før Thomas l´Etienne talte for til Mandy…
Gennem hele koncerten var stilen overvejende caribisk og kreolsk med masser af vuggende rytmer, helt som man hører det i dag i New Orleans. Det var ikke Don Vappie, der havde valgt den musikstil, men Finn Burichs New Orleans Jazzband har i løbet af de sidste år skiftet den traditionelle New Orleans-jazz ud med den caribiske og kreolske.
I løbet af koncertens 18 numre havde Don Vappie flere vokalindslag, som i “Exactly like You”, naturligvis i “Do You Know what It Means to Miss New Orleans” og i det afsluttende nummer “Mama´s not Gonna Allow more Music in here”, hvor han på finurlig vis efter tur gav sine kolleger på scenen et humoristisk hip. Og den amerikanske musiker kan så sandelig også synge, og det endda særdeles godt.
Don på dansk
Efter næsten tre timers koncert, inklusive en pause på 25 minutter, og stående applaus, fik publikum som ekstranummer rhythm & blues-nummeret “Let the Good Time Roll” for fulde gardiner.
– I har været et dejligt publikum, sagde Don Vappie til slut på smukt dansk – så den rigtige udtale af “Gudrun” er nok ikke så langt væk.
Finn Burichs New Orleans Jazzband slutter påsketurnéen i Danmark med Don Vappie i aften, hvor der er koncert i Krudttønden klokken 20.00. Arrangør er Østerbro Jazzklub.
Næstved Tidende
Den 4. oktober 2002
Musikalitet og kemi
Af Jens Bjerre Tybjerg
PRÆSTØ
Stuvende fuldt jazzhus på Kirsebærkroen.
Man må beundre Finn Burichs evne til at sætte folk sammen, så både musikalitet og kemi passer. Vi har oplevet det fem-seks gange tidligere den sønderjyske trombonist med sit International New Orleans Jazzband har besøgt Præstø Jazz Klub. Og nu igen forleden på Kirsebærkroen.
I front stod denne gang manden selv, klædeligt tilbagetrukket, for han ville, at hans to gæster fik publikums fulde opmærksomhed. De to var Leroy Jones, trompetist og sanger fra New Orleans med en god arv fra Louis Armstrong, og Thomas l´Etienne på klarinet og sax. De tre viste et forbilledeligt godt samspil.
Bag sig havde de en flot rytmegruppe. Amerikanske Phil Parnell ved klaveret var både en fremragende akkompagnetør og en rigtig god solist, der lod melodien trille op og ned ad tangenterne. Hans spil vekslede mellem det meget progressive og det blide, poetiske.
På bassen leverede Torben Bøtker Bjørnskov et rigtigt flot spil. Han evner at spille så blødt, at de små hår i nakken rejser sig. Og ved trommerne tryllede Karsten Bagge, dels med et meget sikkert akkompagnement, dels i utroligt flotte soloudbrud.
Repertoiret omfattede bl.a. “Chinatown”, “Basin Street Blues”, “Someday You Will Be Sorry”, “High Society” og “Undecided” fra det klassiske jazzbibliotek. Men også et par Leroy Jones-kompositioner var med, og så blev det virkelig poetisk som f.eks. i “Finn-T-Lee-Blues”.
Der er kun én ting at tilføje: Der var stuvende fuldt hus, og det bliver der igen i februar, når Finn Burich vender tilbage med en lidt anden besætning, sangerinden Lillian Boutté, Thomas l´Etienne, Phil Parnell, Torben Bødtker Bjørnskov og engelske Norman Emberson bag trommerne.
Vejle Amts Folkeblad
Den 7. oktober 2002
Jazzkoncert
For første gang i Jives 15-årige historie stod der søndag eftermiddag et traditionelt jazzband på scenen på Paraplyen.
Foreningen, der ellers satser på nyere musik, ville undersøge, om det er muligt at lokke de midaldrende og ældre vejlensere af huse, når der bliver budt på den musik, mange af dem lyttede til i deres ungdom.
Kun få grå hår
Svaret var et rungende nej. Skønt der var uddelt plakater på en række lærerværelser og i større virksomheder, havde kun et halvt hundrede fundet vej til søndagens koncert, og så var det endda kun en brøkdel, der havde gråt hår eller skaldede isser.
Kvaliteten fejlede ellers ikke noget. En af verdens bedste trompetister i jazzens oprindelige genre, Leroy Jones, stod i spidsen for en ægte New Orleans-line up med Thomas l´Etienne og Finn Burich ved sin side og Phil Parnell, Torben Bødtker Bjørnskov og Karsten Bagge bag sig.
Selvfølgelig var vægten lagt på den gamle musik med klassikere som That´s A Plenty, Muskrat Ramble, Canal Street Blues og High Society, men også swingmusikken var repræsenteret med numre som All Of Me og Georgia On My Mind. Og i Charlie Shavers´ Undecided og i en original blueskomposition af Leroy Jones blev præboppen tangeret. I hvert fald sneg der sig et par bopcitater ind i flere soli.
Leroy Jones, der tidligere har spillet i Vejle med Radioens Big Band, demonstrerede på ny sin overlegne teknik og smagfulde fornyelse af den gamle musik, og han blev strålende understøttet af pianisten Phil Parnell, som desværre førte en lidt tilbagetrukken tilværelse i første sæt. Bevares, han havde sine to-tre kors soli som de øvrige, men han afslørede så stort musikalsk potentiale, at han burde have haft mere plads.
I andet sæt fik han chancen i Canal Street Blues og i Georgia On My Mind. Her leverede han formidabelt akkompagnement til Leroy Jones´ balladespil og -sang og en betydelig solo blev det også til. Men der burde have været indlagt et regulært paradenummer til ham.
Leroy Jones´ største inspirationskilde er Louis Armstrong, og i tre numre hyldede orkestret Jones´ forbillede. Først Someday You´ll Be Sorry, så When It´s Sleepy Time Down South og som ekstranummer – selvfølgelig – What A Wonderful World.
Foto: Leroy Jones (selvudløser) – 25/9-02.

Berlingske Tidende 8. oktober 1999.
New Orleans i Hillerød
Den formidable banjospiller Don Vappie leverede – sammen med basunisten Finn Burich og hans faste ledsagere – velfungerende musik fra jazzens fødeby.
Jazz
Af Kjeld Frandsen
Siden 1996 har den jyske basunist Finn Burich én gang om året sammensat en turné, hvor hans band er blevet sekunderet af den engelske klarinettist og altsaxofonist Sammy Rimington. Og da sidstnævnte har et på alle måder stærkt forhold til jazzfødebyen New Orleans, er det den oprindelige musik herfra, der danner grundlag for det dansk-britiske samarbejde.
På den igangværende turné er ensemblet udvidet med en ægte New Orleans-musiker, nemlig banjospilleren, guitaristen og sangeren Don Vappie, og da København ikke er omfattet af rejseplanerne, blev der – for mit vedkommende – lejlighed til at opleve Støberihallen i Hillerød. Og den skulle vise sig at danne de fineste rammer om den på én gang afslappede og yderst velfungerende New Orleans-jazz.
Den herboende engelske trommeslager KM slog de rette slag – uden nogensinde at forfalde til utidig opvisningskunst, og pianisten Svenne Topgaard sikrede det harmoniske fundament og var tilmed mand for at spille både udfarende og melodisk solospil, eksempelvis i “Royal Garden Blues” og “Winin’ Boy Blues”.
Sammy Rimington havde glød på sin altsaxofon, men det var dog hans klarinetspil, der fascinerede mest. Inspirationen fra den gamle New Orleans-klarinettist George Lewis var påfaldende, men hans underspillede og sarte udtryk, sådan som man oplevede det i “Just A Closer Walk With Thee”, forblev helt hans eget.
Og så var det en udsøgt nydelse at høre Finn Burich, en basunist, som virkeligt forstod at spille i fuldstændig overensstemmelse med instrumentets sande natur, og det vil sige – en klar og massiv intonering plus gode melodiske – og udpræget fremadrettede – improvisations-linjer.
Og så endelig Don Vappie. En formidabel musiker af den type, der vist kun udklækkes i New Orleans. Her var vi lysår fra den bastante og udpinte skolelærer-banjo, her var en instrumentalist, som ubesværet kunne veksle mellem et elegant fingerspil og et tremolerende akkordspil og uophørtligt skabe overraskende tonerækker af sjælden – både underholdende og kompositorisk – art.
At han tilmed viste sig som en fortræffelig guitarist og sanger, der blandt andet – i bedste Nat King Cole-stil – diverterede med “Sweet Lorraine”, var selvfølgelig ingen skade til. Og så havde han som charmerende entertainer ingen problemer med at involvere publikum i det kreoler-franske slagnummer “Eh-La-Bas”.
Kort sagt – New Orleans var kommet til Hillerød. Og det var ikke kedeligt.
Finn Burichs Internationale New Orleans Jazzband med Sammy Rimington og Don Vappie Støberihallen, Hillerød, torsdag aften.
Næstved Tidende
Den 7. oktober 1999
En unik jazzaften
Forventningerne til populært band i Præstø Jazzklub blev til fulde opfyldt for 150 medlemmer og gæster.
Af Jens Bjerre Tybjerg
Anmeldelse
PRÆSTØ: Forventningerne var meget store. Da Finn Burichs International New Orleans Jazz Band kom for at “flytte ind”, stod publikum i kø foran Kirsebærkroen. Da aftenen løb ind i midnat, var forventningerne mere end opfyldte.
Den populære kvartet med Sammy Rimington på klarinet og altsax, kapelmester Finn Burich på trombone, Svenne Topgaard ved pianoet og KM bag trommerne gæstede forleden Præstø Jazzklub for fjerde gang, i år med amerikaneren Don Vappie på banjo og guitar som gæst. Det gjorde ikke populariteten mindre.
De fem beredte de 150 medlemmer og gæster, der klemte sig sammen i krostuen og havesalen, en forrygende musikalsk oplevelse med et vidtspændende program hentet fra den klassiske jazzlitteratur. Fra New Orleans til tæt på pigtråden.
Den udvidede kvartet viste så mange kvaliteter, at det næsten er for meget. Fra koncertens start til mål gik det fra det ene højdepunkt til det andet. Samspillet mellem Sammy Rimington og Finn Burich er forbilledligt. De evner at gribe melodien fra hinanden, bære den videre, sende den tilbage igen og fuldende i dyb, enig forståelse.
Don Vappie har en flot stemme, der minder mig om en ung Nat King Cole. Hans spil på banjoen er unik, i samspil og soli. Jeg har aldrig oplevet det bedre. Fra det robuste til filigranagtige spil. Guitaren behandler han også suverænt. Det var tæt på, at han tog hele billedet.
Men det ville han ikke. Og kunne heller ikke. For bag ham sad Svenne Topgaard med sit virtuose klaverspil, både i en meget sikker baggrund og med flotte soli. Og ankermanden i det hele er KM. Han har en enestående evne til at følge og støtte de øvrige med sit fabelagtige trommespil. Hans soloudbrud er rene festfyrværkerier.
Repertoiret er lagt, så en smuk ballade afløses af hidsige rytmer, fra “A Closer Walk With Thee” til “My Blue Heaven”, og publikum levede med, så kroens gamle stråtag truede med at bryde i brand.
Da koncerten var slut, ville publikum ikke slippe. Sammy Rimington måtte haste til en færge til Sverige, men de fire øvrige gav flere ekstranumre. Gudskelov, for så blev der plads til Svenne Topgaards og KM´s smukke og farverige samspil i en forrygende boogie-woogie.
Efter koncerten på samme tirsdag i fjor, følte vi at have oplevet et enestående højdepunkt. Efter koncerten i år oplevede vi et nyt – og ser frem til samme tid og sted næste år.
Holstebro Dagblad
Den 18. oktober 1999.
Jazzet vellyd i verdensklasse
New Orleans: Skøn aften i selskab med fem skrappe jazzmusikere, der spillede en vis legemsdel ud af bukserne.
Af Anton Dalgård
Tlf. 9912 8300
En håndfuld friske og opmuntrende jazzdamer ved nabobordet sagde det med få ord:
-Vi skal rigtig fortælle Vagn, hvad han er gået glip af.
Anmeldelse slut.
Nej, den går selvfølgelig ikke, men sådan en bemærkning er vel den største ros, et musikensemble kan få.
Og ros er der al mulig grund til at give de fem fantastiske virtuoser, der fredag aften trykkede en god, gedigen New Orleans-jazz af på Hotel Schaumburg.
Den ene sublime sekvens afløste den anden, og det trofaste publikum måtte tro, at tonerne var hentet ned fra den langt om længe skyfri himmel.
-Vi har været på turné i tre uger. Og endelig er det holdt op med at regne. Desværre har jeg kun en dag tilbage i Danmark, indledte tusindkunstneren Don Vappie, mens han forsigtigt pillede ved strengene på banjoen.
-Så afbestil du hellere din flybillet, replicerede den ansvarlige for dette dejlige sammenskrab af verdensstjerner, Finn Burich fra Haderslev.
Don Vappie lod, som om han ikke hørte bemærkningen, eller også havde han allerede tankerne henne ved aftenens første musikalske indslag.
Her kastede han nemlig al forsigtighed over bord, og snart var bandet ude i høj sø – uden dog at forvilde sig længere væk fra publikum end konstant bølgelængde.
Don Vappies måde at behandle en banjo på, skaber en sand fryd i hele kroppen. Lige fra en salig prikken og stikken i hovedbunden, glippen med øjnene og blafren med ørerne til en gysende rislen ned ad ryggen og helt ud i tæerne.
Ild i banjoen
Han skaber også en vis spænding hos sit publikum. Der er givetvis flere end undertegnede, som sidder og frygter for, at der nok snart går ild i det hårdt prøvede musikinstrument.
For Don Vappie slår strengene an med den ene hånd i et tempo, der kunne minde om den garvede spejders ihærdige forsøg på at tænde bål ved hjælp af to stykker træ.
Imens farer den anden hånd op og ned ad gribebrædtet og skaber de mest vidunderlige klange og skæve akkorder – utroligt nok på de rigtige steder.
Det sidste er nu en kvalitet, der er fælles for hele kvintetten, der foruden de to nævnte består af den britiske klarinettist og altsaxofonist Sammy Rimington, den danske pianist Svenne Topgaard og den engelsk-fødte, men i Danmark boende trommeslager KM.
Vellyd er et af mange kodeord, der kan forklare hemmeligheden bag gruppens åbenlyse succes på den nu afsluttede Danmarksturné.
Især soloerne kan vække enhver slumrende jazzentusiast til bevidsthed – om – at her er man altså del af noget unikt.
Uanset om det er Topgaard på piano, Rimington på klarinet eller Finn Burich på trombone, så evner de den kunst at komme helt væk fra takten og melodien på en sådan måde, at nummeret får en ekstra dimension eller to.
På forunderlig vis finder solisten hver gang tilbage til udgangspunktet – vel at mærke uden at fare vild i sin imponerende improvisation.
Kontrabassen mangler – og alligevel ikke. For Svenne Topgaard formår at køre bastangenterne med venstrehånden, mens den højre frembringer skønne akkorder og nedgange, der følger Rimingtons og Vappies solopræstationer helt til dørs.
Endelig bør Don Vappies sangstemme nævnes. For eksperimentets skyld kunne man kalde det en blanding af Dario Campeotto og Louis Armstrong. God, gennemtrængende og iørefaldende er den i hvert fald – uden at der af den grund skal gå lurmærket smør i det.
Vellyd er én ting. Verdensklasse er et andet nøgleord for den optræden, Jazzklub 93 Holstebro stod som arrangør for denne fredag aften.
Og det har Vagn givetvis fået besked om nu – og så kan han bare ærgre sig, kan han.
Frederiksborg Amts Avis
Den 9. oktober 1999
Støberihallen gyngede
Begejstret publikum lod sig rive med af en swingende jazzkoncert
Hillerød: Alliancen over Nordsøen mellem England og Danmark er stærk, når det gælder traditionel New Orleans-jazz. Når der så kommer forstærkning fra jazzens fødeby New Orleans, bliver kombinationen perfekt.
Omkring 200 begejstrede koncertgæster oplevede en stor jazzaften i Støberihallen en lun oktoberaften med Finn Burichs International Jazzband. Klarinettisten og altsaxofonisten Sammy Rimington fra England var genforenet med sine tre jyske musikvenner, nemlig basunisten Finn Burich, pianisten Svenne Topgaard og engelske trommeslager KM, der bor i Århus. Men kvartetten var forstærket med en ægte New Orleans-musiker, Don Vappie, der spiller banjo og rytmisk guitar- og synger. Koncerten i Støberihallen torsdag aften var nummer seks i en tournérække på 15. Rygterne var løbet i forvejen fra Radsted på Lolland, hvor ensemblet gav koncert lørdag den 3. oktober. Der havde været gæster fra Nordsjælland, nemlig Ronald Andersen fra Snekkersten.
Dygtig på banjo
Han kunne fortælle om en fabelagtig dygtig banjospiller, så forventningen var stor i Støberihallen. Og forventningen blev til fulde indfriet. Efter Støberihallens leder Olaf Nyengs velkomst til det jazzentusiastiske publikum lagde orkesteret for med den fra Harry James’ repertoire så kendte Ciri Biri Bin, hvor de enkelte musikere tog deres soli. Andet nummer var Exactly Like You med Sammy Rimington på en flot altsax, og efter en flot kollektiv indsats bemærkede publikum for første gang, at KM slap dynamikken læs på trommerne. Så fulgte Swanee River med en fabelagtig banjosolo af Don Vappie, der fortsatte med Sweet Lorraine. Her oplevede man Don Vappie på sologuitar og sang. En stor oplevelse. Efter den klassiske Royal Garden Blues med fin indsats fra alle, var det igen Don Vappies tur til at synge, og her leverede han en meget stærk fortolkning af den gamle hymne Just a Closer Walk with Thee. I pausen var der lejlighed til at købe nogle af de 140 Cd’er, som Sammy Rimington har indspillet. Hans kone Louise stod for salget. Der var også lejlighed til at hilse på adskillige musikere fra hovedstaden samt Hillerøds lokale jazzkvilibrister, der var rigt repræsenteret ved koncerten. Man bemærkede også Berlingske Tidendes jazzredaktør Kjeld Frandsen, der havde fundet vej til Hillerød.
Det swingede
Efter pausen blev der lagt ud med Hindustan efterfulgt af Bugle Boy March. Af efterfølgende numre bør nævnes It Feels so Good, og kors hvor det svingede med Sammy på altsax og Don på guitar fint bakket op af Finn Burich på basun og selvfølgelig også rytmegruppen. Der blev også plads til den morsomme creol-franske Eh-La-Bas, hvor Don Vappie fik Støberihallens puplikum til at synge med på creol-fransk. En morsom oplevelse. Efter en speciel anmodning fik puplikum den gamle klassiker Over the Waves. Og så gik man over til en rørende afsked og et stort bifald fra et begejstret publikum, der havde oplevet et varmt pust fra den store, glade jazzverden. AMJ