Jyske Vestkysten
Den 11. februar 2014.
Lillian Boutté fyldte kirken
Af Uwe Iwersen
Tlf. 7211 4051
Tøndringerne har bestemt ikke glemt Lillian Boutté, der gennem mange år var det store trækplaster ved Tønder Festivals Gospel Morning i Telt 1.
Dengang var teltet fyldt til sidste plads.
Det var kirken også, da Lillian Boutté lørdag var tilbage i Tønder. Denne gang altså i Kristkirken, og allerede en time før koncerten var der kø foran den lukkede kirkedør. Da dørene blev åbnet, var kirken, hurtigt fyldt op.
– Oh, lød det nærmest overrasket fra Lillian Boutté ved synet af den fyldte kirke. Jeg regner med, at I er i kirke hver søndag.
Så gav damen en forrygende koncert sammen med Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble, der består af Thomas l´Etienne, Finn Burich, Phil Parnell, Torben Bøtker Bjørnskov, Espen Laub von Lillienskjold, og hun fortalte, at hun heller ikke har glemt Tønder, og elsker at komme her.
– Pas godt på jeres festival, formanede hun.
Sjællandske Næstved
Den 20. januar 2014.
En stor stemme i en lille krop
Oplevelse
Af Ejgil E. Grønholdt
Kirsebærvej 28, Præstø
NÆSTVED: Præcis kl. 20:05 startede Burich-l´Etienne New Orleans Jazz Ensemble deres første koncert, her i 2014 i Sct. Jørgens Jazzklub på Hotel Vinhuset torsdag aften, for ret så mange mennesker.
Efter en grundig præsentation af de forskellige bandmedlemmer, lød et klassisk New Orleans-nummer “Savoy Blues”. I nummeret “You´re nobody till somebody loves you” viste Phil Parnell sig også som en overraskende god sanger. Ualmindeligt dejligt gyngende blev et ellers hurtigt nummer “China Boy” flot leveret, efterfulgt af en fornem “Tin Roof Blues”, med klarinetisten Thomas l´Etienne i forgrunden, sammen med sin faste partner Finn Burich på en meget stabil trombone.
Lidt udenfor program-planlægningen kom aftenens hovednavn Lillian Boutté på scenen i sættets sidste nummer, en herlig udgave af “Down in Honky Tonk Town”. Og det herlige fortsatte i andet sæt med endnu en klassiker “Original Dixieland One Step”, hvorefter den gode Thomas afslørede en svaghed for Nat King Cole, og sang næsten lige så flot.
Så var det igen tid for Lillian Boutté, som gennem mange år har været en kær gæst her i swinging Sydøstdanmark, med start ved Femø Jazz helt tilbage i 1984.
Men hun er stadig “still going swingin´”
Og som en gæst begejstret udtrykte det, “utroligt så stor en stemme i så lille en krop”.
Og den kom der endnu mere gang i, da hele bandet også med de to bundsolide ryrmefolk Espen Laub von Lillienskjold ved trommerne og bassisten Torben Bøtker Bjørnskov, med Lillian i spidsen kastede sig ud i en forrygende udgave af “Old Man Mose”, det var et helt show i sig selv.
JYDSKEVESTKYSTEN
Den 18. juli 2013.
Jazz og kærlighed i parken
Onsdagskoncert: Lillian Boutté og jazzensemble gav koncert for en bugnende fuld Esbjerg Bypark onsdag aften.
Af Ronja Ryde
Tlf. 7912 4648, VIK_ESBJERG@jv.dk
ESBJERG: Tak, fordi I holder New Orleans i live! Jeg sender en masse kærlighed fra min familie “back home”.
En mørk kraftfuld stemme, der allerede inden den bryder ud i sang, synes at vibrere i luften af livlig, sjælefuld jazz, breder sig ud og omfavner en stuvende fuld Esbjerg Bypark.
Lillian Boutté, et musikalsk multitalent fra New Orleans, er sammen med sit band “Lillian Boutté & Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble”, det andet navn i rækken af onsdagskoncerter i Esbjerg Bypark. Og ikke så snart har gospel-, blues-, jazz- og swingstjernen opfordret folk til at jazze med foran scenen, før de første par stykker ikke længere kan sidde stille. det er Susanne Hansen og hendes svigerfar, Jens “Jennemand” Jensen, hver med en abrikosvand i den ene hånd og en smøg i den anden, starter festen under et træ i det ene hjørne.
– Jeg plejer ikke at komme sådan nogle fine steder. Men vi sad lige derovre på vores bænk, og så var der jo ikke så langt, storgriner “Jennemand”, der tilsyneladende også danser, når han står stille. Han tager endnu en tår af sin halvflade abrikosvand og danser videre.
Tønder Festival 33 gange
I den anden ende af Byparken står Georg Ditlev Hansen i en T-shirt fra Haderslev Jazzklub og rokker mere roligt, men mindst lige så indlevende, med til lyden af Lillian Boutté, der bakkes op af en karakterfuld klarinet, mens hun synger teksten “Meet me at the station in the morning”.
– Jeg er vild med jazz. Jeg har været til Tønder Festival 33 gange. Jeg bor ti kilometer herfra, men da jeg hørte, der var jazz i Esbjerg, kørte jeg med det samme, fortæller Georg Ditlev Hansen, der selv spiller guitar, “men kun på amatørplan”.
– Jazz gør mig bare glad. Det rører noget ved mig. Jeg er jo bare en gammel knægt på 74, siger jazzentusiasten, og vender rørt blikket tilbage over Byparkens amfiscene, hvor solen så småt er begyndt at sænke sif over det ukuelige jazzikon fra New Orleans.
Lillian Boutté fortryllede de godt 3.000 fremmødte.
Flensborg Avis/Kultur
Den 12. februar 2013.
Masser af tilsætningsstoffer
Koncert med Lillian Boutté og Burich-l’Etienne New Orleans Jazzensemble i Ansgar-Kirken i Flensborg fredag aften.
Anmeldelse. Store armbevægelser i det lutherskevangeliske Nordeuropa:
En æresborger fra New Orleans sang gospel i Flensborg.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de
FLENSBORG. I andagtsfuld stilhed bevæger Lillian Boutté sig op til alteret i Ansgar-Kirken og crooner en fadervor på sydstats-engelsk. Øjeblikket efter bliver der sat ild til den lille brune energibombes lunte med den afro-amerikanske spiritual »Strange Things Happening Every Day« og en latter, der fylder hele kirkerummet. Hvor andre siger »øh« i talepauserne, der ler Lillian Boutté med den samme kraftige fylde, der i hendes stemme, når hun synger. Boutté er på besøg med sit faste orkester: Burich-l’Etienne New Orleans Jazzensemble, som basunisten Finn Burich og saxofonisten/klarinettisten Thomas l’Etienne lægger navn til. Espen Laub von Lillienskjold sidder atter ved trommerne, og om trommeslagere mener Thomas l’Etienne:
– De er vigtige for et orkester. Meget vigtige. Man kan have have en dygtig klarinettist og en dårlig trommeslager…. det går ikke…. og man kan have en dygtig trommeslager og en dårlig klarinettist…. og det duer alligevel. Derfor er det godt, vi har Espen Laub von Lillienskjold, mener l’Etienne – og sætter klarinetten til munden. Sådan kan man sætte sit eget lys under en skæppe. Thomas l’Etienne – orkestrets tyske femtedel – spiller en god og fyldig creolerklarinet med en dejlig bevægelig intonation, svajende ansatser og en imponerende blæseteknik.
Stor dybde
Tysk er nu så meget sagt om Thomas l’Etienne, der er Lillian Bouttés bedre halvdel. l’Etienne har, som navnet antyder, franske aner, og dertil også russiske – og så taler han flydende dansk efter i mange år at have turneret med Finn Burich fra Haderslev. Torben Bøtker Bjørnskov er ensemblets driftssikre bassist. Pianisten hedder Phil Parnell og spiller på tangenterne, som om han kommer fra New Orleans. Og det er det, han gør. Lillian som Lillian Boutté herself, udnævnt som æresborger i »Big Easy«. Lillian Boutté kan både gospel, jazz og blues, og hvornår hvad er hvad, det er ikke rigtigt til at finde ud af. Når jazzen er helt renset for tilsætningsstoffer, kan hun svinge sig op til lidt Bessie Smith, Dinah Washington, Billie Holiday og Aretha Franklin. I Ansgar-Kirken er det gospels som Mahalia Jacksons »It Don’t Cost Very Much«, »Trouble Of This World« og Michael Jacksons perle »Leave Me Alone«, der bekræfter os i, at Lillian Boutté har en stor dybde i både repertoire og stemme.
Swing i Luthers land
»I Sing Because I’m happy«, lyder det. Det er noget, vi kan lide at høre i det nøgterne luthersk-evangeliske Nordeuropa. Store armbevægelser er ikke det, vi er vant til. Så det er dejligt at blive omfavnet af en sydstatsamerikansk gospeldronning og mærke hendes aura. Nogle har det svært med gospel, når det bliver for ekstatisk, og når det i kor-formationer begynder at køre i selvsving. Lillian Boutté er alene, og hun dæmper og varierer med smukke ballader som »He Touched Me«, som blandt andre Elvis indspillede på »Ultimate Gospel«. Hun og ensemblet bliver afkrævet to ekstra numre, før de slipper af sted.
Aldrig et déjá vu
Jeg har oplevet hende en halv snes gange i forskellige sammenhænge – enten i gospelafdelingen eller ved den rene jazzkoncert. Kører pladen i samme rille for en kunstner, så får man med det samme oplevelsen af déjá vu, men det indtryk har endnu aldrig sneget sig ind ved mødet med Lillian Boutté. Man kunne måske nok ønske lidt flere instrumentalnumre fra ensemblet som små intermezzi i koncerten. Og selv om det er charmen, at hun stiller sig op i kirkerum uden det store udstyr, så har jeg ofte savnet bare en smule lys på hende. Spots er hyppigt fraværende, og det stimulerer ikke indtrykket, når sangerens og musikernes ansigter ved aftentide er mørke silhuetter, hvis udtryk ikke kan aflæses.
download hele artiklen med fotos i pdf
Underværket,
Stemannsgade, Randers, torsdag den 07. februar 2013
Lillian Boutté & Finn Burich – l´Etienne New Orleans Ensemble – livsbekræftende og humørfyldt performance !
Af Ryan Simonsen
Jazzens Venner indledte sin 2013 sæson med et besøg af Lillian Boutté & Finn Burich – l´Etienne New Orleans Ensemble. Som altid knytter man store forventninger til et arrangement, hvor Lillian Boutté medvirker. Således også denne gang. Mange forventningsfulde gæster havde fundet vej til vore hyggelige lokaler.
Lillian Boutté havde følgeskab med afprøvede kræfter. Musikere, der kender Lillian Boutté rigtig godt og som evner at skabe den helt rigtige ramme omkring sangerindens performance. Der er nemlig ikke blot tale om en særdeles dygtig sangerinde, men om et elskeligt menneske, der bringer et budskab med sig. En holdning til livet og en overbevisning om, hvordan man lever sit liv. Det skal der mod og overbevisning til, og der skal etableres et regi , der gør oplevelsen usentimental og gerne humoristisk. I hvert fald underholdende !
En kunst som man blot få minutter henne i arrangementet opdager, at dette hold præsterer til fulde. Et trofast og afprøvet hold, der består af Thomas l´Etienne, på clarinet og tenorsax, Finn Burich på trombone, Phil Parnell på piano, Torben Bøtker Bjørnskov på bas og Espen Laub von Lilllienskjold på trommer. Tættest på New Orleans traditionen finder man – blandt disse musikere – Thomas l´Etienne, der har opholdt sig i New Orleans og levet på stedet så længe, at han er fuldt integreret i den traditionelle creole jazz, hvis stil og rytme helt kommer frem i hans stilsikre klarinetspil og – især rytmisk – høres i hans råtonede tenorsaxspil. Phil Parnell er født i New Orleans, Louisiana, og man hører tydeligt på hans pianospil, at han, som forventet, når man kommer fra det creolske miljø, er uddannet pianist. Han bekender sig rytmisk helt til den traditionelle stil, men den melodiske højre hånd leverer fraser og klange, der lige så godt kunne udøves i den moderne jazz. Hvis man kunne lytte fokuseret til rytmegruppen alene, kunne man sagtens tro, at man var et helt andet sted henne i jazzhistorien – den nyere historie. Torben Bøtker Bjørnskovs bas ligger stilsikkert på melodiens grundtone, på et beat, der får tingene til at swinge, og hvor artisteriet kommer frem i solospillet. Espen Laub von Lillienskjold er helt sikkert vel valgt til jobbet. Han placerer sig blandt de janitsharer, der tryllebinder publikum med sit spil. Rytmisk fraseret, varierer han spillets volumen og lydbillede, så man konstant lytter efter nye riffs og dog hele tiden fornemmer melodien bag slagtøjets dans på skind, træ og messing. Helt uundværlig for dette band ser man upfront Finn Burich, med sin trombone, som han trakterer helt trofast mod bandets “back roots” stil. Han skaber fine klange sammen med Thomas L’Etienne, så man ind imellem tror, at bandet er meget større. Fint solospil, hvor man også kan beundre instrumentets bløde, men maskuline tone. Som en trombone skal lyde. Nå ja. Så må man da også påskønne Finns absolut fine og troværdige vokal, som vi fik at høre et par gange.
Der er dog aldring tvivl om, hvem vokalen tilhører. Den erobres ved første øjesyn og entre af Lillian Boutte’.
Uden for scenen fører Lillian sig frem med stor ydmyghed og klædelig beskedenhed. Denne vinteraften i vinterfrakke og tophue trukket godt ned om ørerne. Det er ikke en stjerne man ser. Men et elskeligt og ligefremt menneske. Ser man godt efter, fornemmer man dog en naturligt autoritet, der påkalder respekt.
Forvandlingen sker straks, når Lillian træder op på scenen. Her ser man et sprudlende menneske. En energi og glæde, der straks breder sig ud i rummet. I sangen forener hun alvoren, glæden og humoren på denne sjældne måde, der gør artister til stjerner. Og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at man har en stjerne lige foran sig. Personen er ikke stor af skikkelse, men stemmen og personligheden er ! Traditionen er hørligt gospelgenren, der om nogen kan fortælle om det rå liv, menneskets prøvelser, håbet og kærligheden. Alt det kan Lillian Boutte’ udtrykke på sin helt personlige måde. Blidt pianissimo, og et growl i forte, som man ikke tror er muligt. Helt ustyrlig i “Old Man Mose is Dead”. “You must have fun in your life !”, som Lillian siger.
Blid og indlevende og vel også et hint om livets skrøbelighed og uforudsigelighed i “If We Never Meet Again”.
“Take care and be good to yourself, thank you for being here – and God bless you. Good night “.
Tak til Lillian Boutté og tak til Finn Burich & l´Etienne New Orleans Ensemble og ikke mindst til et medlevende publikum.
Med venlig hilsen og genhør
Ryan
www.nordvestnyt.dk/kultur
Den 3. februar 2013.
Koncert i Elværket i Holbæk med Finn Burich – Thomas l´Etienne New Orleans Jazzband lørdag den 2. februar 2013.
Af Ib Olsen
Det var en 6 stjernet koncert i Elværket Holbæk, som da også medførte et stående bifald fra et meget begejstret publikum ved koncertens afslutning. Publikum blev ikke skuffet, idet vi fik et langt ekstranummer. Orkestret var forstærket med gospel- og blues sangerinden Lillian Boutté. Hun er født i 1949, men har bevaret sin stemmepragt, som den gang hun var ung. Utroligt hvordan en så fysisk lille kvinde kan synge med sådan en styrke. Hun synger med en sådan følelse, at jeg bemærkede, at min hustru begyndte at græde under et af de mange numre. Jeg kom umiddelbart til at tænke på en nattergal. Den lille fugl kan jo også synge, så når man ser den første gang bliver forundret over at en så lille fugl kan synge med en sådan styrke.
Alle musikerne var fremragende, og der blev givet dem god plads, så de fik lejlighed til at give en solo mere end en gang. Udover Lillian Boutté var det kapelmester og basunist Finn Burich, på klarinet og tenorsaxofon tyskeren Thomas l´Etienne, piano Phil Parnell fra New Orleans, Torben Bøtker Bjørnskov bas og Espen Laub von Lillienskjold på trommer. Phil Parnell spillede somme tider alene, når han ledsagede Lillian Boutté. Phil er en fremragende pianist, der sikkert også kan spille moderne jazz, det synes jeg, jeg kunne høre. Finn Burich er en rigtig solid basunist og samtidigt kunne han med diskrete håndbevægelser dirigere sit orkester, så sammenspillet blev perfekt. Thomas l´Etienne spillede fint, især synes jeg, at hans spil på klarinet var af højeste klasse. Han skal i øvrigt om 9 dage til Rio de Janeiro i nogle måneder for at spille sammen med brasilianske musikere. Orkestret spillede også en choro. Det minder meget om en samba, jeg skal ikke her komme nærmere ind på forskellen imellem choro og samba. Et dejligt nummer, som emmede af sommer og varme fra Brasilien. Han har iøvrigt også udgivet en CD med choro som kan anbefales.
På vejen hjem kunne vi hurtigt blive enige om, at det var en koncert med velfortjente 6 stjerner. Til næste vinter kan de sikkert opleves igen, når Holbæk Jazzklub atter sætter dem på programmet.
Hvis du gik glip af koncerten, kan jeg anbefale dig at købe CD´en “He Touched Me” med Lillian Boutté og Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble, den giver et godt indtryk af orkesteret, selvom det selvfølgelig altid er bedst at høre jazz live. Med bekymring ser vi, at der kun er meget få unge tilhørere til jazzkoncerterne. Jeg mindes med rædsel min hysteriske sanglærer i skolen. Det er bestemt ikke hans skyld, at jeg i dag selv spiller elguitar, tenorbanjo og 5-strenget elbas. Folkeskolen kunne godt gøre noget mere for, at børnene får kendskab til den rytmiske musik, men måske er det de evige sparekrav til folkeskolen, der forhindrer dette. Tænk hvis det var et krav til en politiker, at de skulle spille på mindst et instrument. Der kunne måske komme lidt mere liv over folketingsdebatterne.
Dagbladet Sjællandske
Den 6. november 2012.
Tak til Lillian og venner
Af Ejgil E. Grønholdt
Oplevelse: Så kan der være nok så megen “Forbrydelsen” i tv søndag aften, for når der er gospelmusik i verdensklasse i Skt. Jørgens Kirke i Næstved, kan folk godt komme af huse.
Men det fås heller ikke bedre. Lillian Boutté, hvis stemmepragt stadig er helt i top, og denne aften igen mere end veloplagt, i spidsen for Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble. Det bestod af fem fremragende musikere, Espen Laub von Lillienskjold bag trommerne, ved hans side den bundsolide bassist Torben Bøtker Bjørnskov og ved pianoet Hans Esbjerg. Så kunne rytmegruppen ikke blive mere swingende.
I front ved siden af Lillian Boutté, hendes tidligere mand Thomas l´Etienne på en sejt swingende tenorsax og en meget sprød og følsom klarinet, hvor de to vel nok fik aftenens største bifald efter nummeret “He Touched Me”.
I up-tempo nummeret “Bye and Bye” viste kapelmester og basunist Finn Burich, at han også mestrer den klassiske jazz.
Der blev også spillet pragtfulde gospelnumre som “What a Friend we have in Jesus”, “Precious Lord” og til stående taktfast applaus sluttede en formidabel aften med en lang udgave af “What a Wonderful World”.
Tak til Lillian og venner.
Nordjyske Stiftstidende
Den 11 februar 2012.
Lillian Boutté begejstrede
Af Allan Vinding Sørensen
allan.vinding.soerensen@nordjyske.dk
Hjørring: Publikum blev båret på sangens vinger, da Lillian Boutté torsdag aften henrykkede en fyldt sal i Kulturcafeen på Trollhättanvej.
Sangerinden fra New Orleans gav en lang række swingende og stemningsfyldte numre fra sin fødebys kendte jazz-repertoire.
Ordet “karismatisk” blev nævnt igen og igen, når publikum omtalte den veloplagte amerikaner.
Lillian Boutté blev bakket op på allerbedste vis af Burich-l´Etiennes New Orleans Ensemble, som består af særdeles kompetente musikere – på trommer var endda et lokalt islæt.
Den hjørringfødte trommeslager Espen Laub von Lillienskjold og orkestermedlemmerne Finn Burich, Thomas l´Etienne, Philip Parnell og Torben Bøtker Bjørnskov fremtryllede en smittende og munter spilleglæde, som gav bragende klapsalver fra publikum og solid musikalsk baggrund til den store stemme fra New Orleans – Lillian Boutté.
Nordjyske Stiftstidende
Den 6. februar 2012.
Aktiv gospel-mama
Af Carl Åge Østergaard
carl.aage.oestergaard@nordjyske.dk
Frederikshavn: Lillian Boutté fik kirkebænkene til at swinge, da hun søndag eftermiddag gav koncert i Frederikshavn Kirke.
Publikum klappede i takt og gyngede til de hede rytmer og den mørke, dybe stemme.
Men det lykkedes – trods opfordring – ikke for gospelsangerinden fra Louisiana at lokke de nordjyske koncertgængere op fra bænkene til dans på kirkegulvet.
Lillian Bouttés koncert i Frederikshavn var den eneste nord for Limfjorden i år.
Hun har gennem mange år taget på vinterturné med orkester i Danmark. En af dem, som akkompagnerer hende – og har gjort det gennem de senste syv år – er en trommeslager med nordjyske rødder – den 29 årige Espen Laub von Lillienskjold, der er opvokset i Hjørring.
Turnéerne går til både kirker og jazzklubber.
– Jeg kan godt lide at spille i både klubber og kirker, siger Espen Laub von Lillienskjold.
– Men i kirken er der mere ro. Repertoiret er mere spirituelt i kirken og mere swingende i jazzklubber, men ikke så forskelligt, som man kunne tro.
FAKTA:
Lillian Boutté
o Født i New Orleans i 1949. o Synger både gospel, jazz, rhythm and blues, swing og blues. o Hun slog for alvor igennem i USA i 1980. o 1983 havde hun sin første Europa-turné. o Siden 1996 har hun hver vinter turneret i Danmark.
Dagbladet Sjællandske
Den 24. januar 2011.
Stuvende fyldt til fantastisk koncert
Af Jens Bjerre Tybjerg
Anmeldelse: Prøstø Kirke var stuvende fuld, da Eigil Grønholdt på Præstø Jazzklubs vegne bød velkommen til aftenens koncert. Og formanden havde noget at have sin velkomst i. Mange af koncertgængerne huskede så udmærket koncerten med gospel- og jazzsangerinden Lillian Boutté for et år siden. Hun er ikke stor af størrelse, men hun har en fantastisk stor stemme.
Hun er gospelsangerinde. Hun indledte med at stå med front til altertavlen og der synge en bøn. Og så fulgte hendes meget levende og nærværende program, hvori hun flere gange fik publikum til at synge med.
Hun delte også gavmildt ud af sin livsfilosofi. “Gi´ hinanden et kram” og “le fra morgenstunden”. Begge dele holder doktoren borte. Hun har et stort og godt samarbejde med de fem musikere, og de er fremragende til at følge hende i melodierne. Det var den samme besætning Lillian Boutté havde med i fjor.
De fem er tysk-franske Thomas l´Etienne på klarinet og tenorsax, sønderjyske Finn Burich på trombone, midtjyske Torben Bøtker Bjørnskov ved gulvbassen, vendelboen Espen Laub von Lillienskjold ved trommerne samt Phil Parnell på piano. Han er født og opvokset i New Orleans som aftenens sangerinde.
Hun var også inde på det livsfilosofiske da hun sang “Let there be peace – og lad det begynde i dit hjerte”, for det kan ikke være meningen, at vi skal leve i en hadefuld verden. Og det vidunderlige ved Lillian Boutté er hendes stærke, udtryksfulde stemme, som hun ikke sparer på.
Til slut sang hun “He touched me”, men med stående ovationer overbeviste publikum hende og orkestret om, at aftenen ikke var slut. Det blev til tre ekstranumre.
Aftenen blev en stor, rig musikalsk oplevelse.
Budstikken
Den 16. februar 2011.
Gospel i Vojens
Fantastisk aften i kirken, da verdensstjernen Lillian Boutté fyldte kirkerummet med vellyd.
Af Sven Møller
Ganske mange havde fundet vej til Vojens Kirke onsdag aften i sidste uge. Anledningen var et jazzarrangement. Finn Burichs International New Orleans Jazzband gav en hovedsageligt gospelkoncert. Hertil havde de endnu engang – og vidunderligt dejligt – entreret sig med sangerinden Lillian Boutté. Det fællesskab er en god måde at lave musik på.
Kirken var knapt fyldt, og det var faktisk en skam, for det var en vidunderlig aften. Energibundet Lillian Boutté leverede til fulde varen. Musikalsk. Energisk. Loyal. Vedholdende. Sådan nød publikum hende, og det sædvanligvis tyste kirkerum måtte igen og igen opleve bragende bifald ganske spontant fra et hovedsageligt gråtoppet publikum.
Lillian Boutté var frontfigur i onsdags, men herrerne i sort jakkesæt, hvis skjorte og slips hjalp hende fortrinligt på vej. Faktisk kan man opleve fremragende musikere i bands, som slet ikke giver plads til hinanden. I onsdags havde vi fremragende musikere – de gav plads. Til sig selv, ja. I særdeleshed for hinanden. En samklang, som Finn Burich og hans venner leverer, den er sjælden. I deres forskellighed lyder de som en helhed, og det er en nydelse. Lad os bare få flere oplevelser af den art i Vojens Kirke.
Midthimmerlands Folkeblad
Den 16. februar 2011.
Verdensnavn på jazzscenen
Af Thorkild Bækkelund
Ca. 200 publikummer var i torsdags mødt op til ”Jazz i Støvrings” første koncert med de helt store forventninger og de blev ikke skuffet. Koncerten blev afviklet i samarbejde med Kulturstationen i Skørping og blev også afviklet der.
Koncerten startede med at Burich- L´EtienneNew Orleans Ensemble førte tilhørende gennem nogle numre med Nordamerikansk jazz, ja helt op til Chicago og op på ” The tin roof blues” senere helt ud til Martinique med et meget rytmisk nummer, inden aftenens absolutte vokale hovednavn kom på scenen, nemlig den amerikanske sangerinde Lillian Boutté, ikke stor af statur, men med en kæmpe stor stemme og en udstråling, der resulterede i at salen swingede, smilede og vippede med fødderne, når denne verdensstjerne sang, fortalte anekdoter og gav gode råd til livets indhold. Kærligheden var efter Lillians mening et vigtigt element hertil. Hun fortolkede også den anden side af livet, bl.a. med et nummer om livet i Storyvilles ”Red light distrikt”, inden da havde vi hørt Old Man Mose Is Dead, i en helt speciel fortolkning. I dette nummer oplevede vi tillige de enkelte musikeres fremragende håndtering af sit instrument, både solo og i et eminent samspil.
Orkesterets internationale sammensætning gav mange små sjove sprogforvekslinger, Thomas L´Etienne, der kommer fra Hamburg, introducerede numrene på dansk, eller noget der lignede og med hjælp af orkesterets øvrige medlemmer forstod alle indholdet heri. Helt anderledes var det når han lod klarinetten eller altsaxofonen udtrykke sit budskab, nemlig med forrygende jazzmusik. På flygelet tryllede Phil Parnell på tangenterne, Phil, der kommer fra New Orleans, er blevet så forelsket i Danmark, at han nu bosætter sig i Nørholm uden for Aalborg, ham vil vi sikker komme til at høre mere til i fremtiden. Bassen blev håndteret af Torben Bøtker Bjørnskov, næsten lokal, fra Skanderborg og trommerne blev slået på af Esben Laub von Lilljenskjold, kommer fra Hjørring og med rødder i Nordjyskjazz. Udover at arranger den årlige vintertourné med Lillian Boutté, nu for 16.ende gang, spiller Finn Burich fra Haderslev trombone og gav også en prøve på sin jazzsang. Et meget dygtigt og sammenspillet orkester.
Efter pausen var vi omkring et par jazzstandards og kom til Brasilien med sine jazzrytmer. Igen indtog Lillian Boutté scenen, næsten med endnu mere energi og en mimik der overgik selv den mest berømte mimiker. Midt i al det sjove fik vi en fortælling om Orkanen ”Katrinas” hærgen i Louisiana i 2005 og hvad det betød for indbyggerne og livet i byen, at 6 meter høje bølger oversvømmede byen. Orkesteret havde skrevet en sang/ballade herom. Inden vi hørte dette nummer takkede Lilian for den store hjælp der var strømmet til fra hele verden, også fra Danmark. Efter dette stille nummer, Louisiana 2005, kneb Lilian en lille tåre foran den tavst lyttende forsamling. Mod slutningen blev det til fællessang, nemlig da vi skulle synge, What a wonderful world. Det blev til adskillige ekstra numre inden publikum slap sit tag i New Orleans Music Ambassador, Lillian Boutté.
Det blev en jazzaften af de specielle, nok New Orleans jazz, men med en helt anderledes sound en den sædvanlige derfra, hvilket ikke mindst skyldes vokalen og at orkesteret nu har turneret sammen i 5 uger og når dette læses er et par af orkestermedlemmerne i gang med nye opgaver i Brasilien. Måske kommer de tilbage til Himmerland.
Jyske Vestkysten
JV.dk – Læserne skriver – Mit Tønder
Den 8. februar 2010
A Wonderful Evening på Hagges
Af borgerjournalist Bert Schultz, Tønder
Lillian Boutté og trombone–spilleren Finn Burich og hans internationalt sammensatte l´Etienne New Orleans Ensemble skabte torsdag aften i fællesskab den lovede magiske intense stemning. Medens det var koldt ude, var der varme og nærhed indenfor.
Lillian Boutte er som igen anden i stand til at tryllebinde og begejstre sit publikum. Under hele koncerten delte hun gavmild ud af sin charme, smil og store livsglæde. Og med Finn Burich og hans ensemble ved sin side kan intet gå galt. De formår et sjældent sammenspil, som under hele koncerten er krydret med spilleglæde og humor.
Det var livsbekræftende at se denne lille kvinde med den store stemme.
Efter at have modtaget et håndtryk eller en omfavnelse af Lillian Boutté, forlod publikum Hagge´s en skøn oplevelse rigere.
Vi glæder os til et gensyn.
Dagbladet Sjællandske
Den 21. januar 2010.
Lille af størrelse – stor i stemmen
Af Jens Bjerre Tybjerg
Anmeldelse: Små 250 musikglade til gospel- og jazzkoncert i Præstø Kirke.
Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble havde spillet to numre, da den ikke for store jazz- og gospelsangerinde Lillian Boutté trådte ind på “scenen” foran alteret i Præstø Kirke. Foran sig havde hun små 250 musikglade mennesker. Hun er ikke stor, men det er hendes stemme. Og hun gav en vidunderlig fortolkning af en række gospel- og jazzsange til et lydhørt publikum.
Hendes start var både smuk og oprigtig. Med front mod alteret sang hun solo en bøn, der naturligt sluttede med et amen.
Hun var ikke alene om succesen. Med sig havde hun kapelmester Finn Burich på trombone – og som tonemester, Thomas l’Etienne på klarinet og tenorsax, og så var der en vidunderlig rytmegruppe med Phil Parnell ved klaveret, Torben Bøtker Bjørnskov ved bassen – en rigtig gulvbas, og Espen Laub von Lilienskjold bag trommerne.
Vi kom langt omkring i jazzlitteraturen. Men uanset hvor vi var, var det Lillian Bouttés helt personlige fortolkninger, der bar gennem aftenen. Hun gjorde det utroligt sikkert, fordi hun vidste, hun havde sit ensemble bag sig. De fem fulgte hende præcist, og denne sammenhæng var en stor del af aftenens musikalske oplevelse.
Lillian Boutté lagde ikke skjul på, hvor hun bl. a. havde sin inspiration fra. Hun havde en kærlig hilsen til sit bysbarn, Louis Armstrong, der som hun er vokset op i New Orleans. Det var med den festlige “This Train”. Der var også en smuk hilsen til Mahalia Jackson.
Hun bad os om at bevare vort barnesind med “Come on children and sing”, og det er et smukt budskab at sende videre. Hun sang “I’ll fly away”, så der ikke var mange tørre øjne, og hun havde med “Let there be peace on earth” en heftig opfordring til os.
Bag sig havde hun en meget sikker konstellation. Thomas l’Etienne og Finn Burich lavede nogle vidunderlige samspil. Phil Parnell, i øvrigt også fra New Orleans, viste et smukt spil på klaveret. Torben Bøtker Bjørnskov skabte smuk soli på bassen, og bag trommerne viste Espen Laub von Lilienskjold medrivende soli.
Det var en sand musikalsk drive, der bandt aftenen sammen. Det var også skønt at opleve den humor, de seks havde med sig. De havde tid til lidt pjat, og på den måde lykkedes arrangementet perfekt. Og man kunne føle den sammenhæng, de seks har med hinanden. De er kørt i byen for at give os en oplevelse. Og det fik vi. Den stående applaus var fuldt fortjent. Koncerten i Præstø Kirke tjener Præstø Jazzklub til ære.
Jyske Vestkysten
Den 11. januar 2010.
Tre stærke kvinder slog til
Af Søren Lintrup Silkjær
Tlf. 7912 4634
Ørernes dag: Esbjerg var søndag et musikalsk slaraffenland, hvor man kunne vælge mellem Lillian Boutté i Zions Kirke, Anne Herdorf på statsskolen og Michala Petri i Musikhuset.
Det var næsten som at bevæge sig rundt i et eventyr i går i Esbjerg, men slog man ild tre gange med fyrtøjet, dukkede der hverken hunde med øjne så store som tekopper, møllehjul eller rundetårn op, ej heller kister med guld-, sølv- eller kobbermønter. Men derimod tre stærke kvinder, som tryllebandt esbjergenserne. Det var blot at vælge, om man ville tage på statsskolen og høre Esbjerg Jernbane Orkester spille op til Anne Herdorf, Børge Wagner dirigere Vestjysk Symfoniorkester i Musikhuset – med fløjtevirtuosen Michala Petri som gæstesolist. Eller om man ville tilbringe et par timer i Zions Kirke med gospelstjernen Lillian Boutté og Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble fyre op under korets hvælving.
…tekst udeladt
Kirken
I Zions Kirke var der til gengæld ingen, der tog notits af en tudse i halsen. Her lyste gløden fra Louisiana hele koret op. For i kirken var dagens tredje stærke kvinde på spil – i form af jazz- og gospelsangerinden Lillian Boutté. Hun er den første siden Louis Armstrong, som New Orleans har skænket æren af at være musikambassadør for byen. Og hvilken ambassadør.
We´ll do a little Good Book for you, if you don´t mind, lød det fra kvinden, der er blevet sammenlignet med Aretha Franklin og Billie Holiday.
Der var ikke nogen i kirkerummet, der havde noget imod lidt af Louis Armstrongs Good Book, og så rullede Lillian Boutté videre med bluestoget fra sydstaterne, som i hvert fald for en stund fik alle tilhørere til at glemme alt om dansk vinter og i stedet følge den store amerikanske stemme hele vejen ad Highway to Heaven.
Randers Jazzklub
Underværket
Den 5. november 2009.
www.jazzens-venner.dk
Lillian Boutté og Burich-l’Etienne New Orleans Ensemble
– Ren magi !! link til video-fil
Denne aften blev vi præsenteret for et yderst nobelt band. Ikke alle i jakke. Men alle med slips.
Man kunne ane, at der var lagt op til noget særligt. Der var da også på forhånd gode forventninger til aftenens forløb.
Det var jo Lilian Boutté, der skulle komme.
Lige nu var det så Burich – l’Etienne New Orleans Ensemble, der stod på scenen.
Thomas l’Etienne præsenterede: Finn Burich på trombone, Hans Esbjerg på piano, Torben Bjørnskov på bas, Espen Laub von Lilienskjold på trommer. Thomas l’Etienne, som egentlig er et helt kapitel for sig selv, på klarinet og tenorsax. Et hold garvede musikere, der bare kan deres kram.
Og så bragede det løs.
“Savoy Blues”. Det var klassikerne vi skulle høre i aften. New Orleans klassikerne.
Musikken strømmer med stor styrke og overbevisning ud i rummet. Rytmen flyder, synkoperne falder næsten over hinanden, der trylles med stikker, forrygende basforløb og en fantastisk melodisk og rytmisk produktion fra klaveret. Klarinetten leger sit skælmske spil og trombonen lægger sin solide og markante bund.
Det swinger. Publikum ser henfaldne ud. Smilende ansigter. Trampende fødder.
Der spilles en beguine fra Matinique: Philippe Celestin, djævlenes konge. Der bliver varmt i rummet. Endnu en musiker smider jakken. Hot ! Stemningen stiger.
“After You have gone” gives med stor indlevelse og intensitet. Stemningen er sat.
Hun er her ! Hun kommer nu !
Publikum har i mørket skimmet en hvidklædt, net, person i salen. Lillian Boutté er kommet.
Thomas præsenterer med kontrolleret charme: “Den bedste sangerinde, den smukkeste, den dygtigste, den mest eminente …. ” . “And the tallest ! ” – lyder det fra Lillian. Der jubles og les. Ikke nogen storhed her ! Lad os nu ha’ det lidt morsomt.
Lillian gør sin entre på scenen. Fanges i projektørlyset. Hvid som en engel. Vibrerende af energi.
Hun lægger ud med “Basin Street Blues”. Kan det være anderledes. Musikken danner den helt rigtige kulisse. Man ER i Basin Street. Lillians stemme og fortolkning leder tankerne hen på Louis Armstrong.
Men Lillian er helt sin egen. Hun behersker sin stemme. Mange forskellige klange og farver strømmer ud fra denne vidunderlige sangerinde. Der er ikke sprog, der dækker den variation og spændvidde i artikulation vi er vidne til.
Men der er andet end musik i luften.
En kraftfuld aura breder sig ud fra den lille, lysende, syngende engel. Vi kan mærke det inden i os selv. Hun besidder en særlig kraft. Hun er her i blandt os med et budskab.
“Don’t let anybody tell you, that you are too old to be silly. You tell them to check themselves and learn how to be silly!”
Jo, jo. Midt i al alvoren skal der være plads til galskab.
Aftenen går alt for hurtigt.
“Take this with you home, to your kids, grandkids and neighbours. To everybody. What we give from our hearts, and what we give from our lifes makes it even more beautiful – What a wonderful world “.
Aftenen er slut. Publikum rejser sig og klapper musikerne ud. Lillian både giver og får adskillige knus på vej ud gennem salen.
Bandet har gjort noget ved os denne aften. Lilian har gjort noget ved os. Det er magisk !
Mvh Ryan
Flensborg Avis
Den 4. februar 2009.
Swingende inderlig i Slesvig
Af Hans Christian Davidsen
Anmeldelse: Det var en dejlig afdæmpet gospel, Lillian Boutté diskede op med i Slesvig – og så kan hun kunsten at variere sig selv og sit repertoire.
SLESVIG. Den amerikanske gospelsangerinde Lillian Boutté hører til den gruppe af kunstnere, der ikke får den store opmærksomhed i de landsdækkende medier i Danmark. Selv om hun turnerer provinsen tynd med sit fremragende jazzensemble. Og selv om hun kan samle publikum som få andre.
Mange andre kunstnere, der trækker væsentligt færre tilhørere, får dog mere spalteplads på diverse kultursider.
Mandag aften spredte hun varme i Dreifaltigkeitskirke i Slesvig-bydelen Frederiksberg – alt imens en bidende kold januarvind fejede gennem gaderne udenfor. Her var et tydeligt behov for at blive omfavnet og mærke den dejlige aura, som gospeldronningen besidder.
Gospel er nu så meget sagt. Der er godt med soul, blues og jazz i hendes samarbejde med Burich-l´Etienne Ensemble, hvis forgrundsfigur er Thomas l´Etienne, som behersker en fremragende klarinet med stort register. For hendes gospel er ikke lig den slags gospel, der synges af et dusin sorte mennesker, som klapper og hepper og nogle gange kan virke lidt over-energiske – nærmest som om de er i en fælles trance.
Stor alsidighed
Det er en dejlig afdæmpet gospel, som Lillian Boutté synger, på den ene side swingende inderlig med masser af energi, og på den anden side kommer hun ned i det næsten balladeagtige med plads til den stille meditation. Hun har en stor alsidighed i både repertoire og stemme.
For tre år siden var hun i Tønning, som undertegnede også oplevede. Kører pladen i samme rille for en kunstner, så får man med det samme oplevelsen af déja vu, men det indtryk fik jeg slet ikke i Slesvig.
Det godt halvanden time lange sæt var varieret og krydret med nye sange i forhold til tidligere koncerter. Og frem for alt så har Dreifaltigkeitskirche en dejlig rumklang, der ved denne koncert også lod det velspillende orkester komme til sin ret.
Kærlig hilsen til Barack Obama
Orkestret åbnede med et par instrumentalnumre, og så fik Lillian Boutté ellers lov til at boltre sig – fra “Jesus met the woman at the well” over “Somebody bigger than you and I” til det vel nok mest spillede nummer fra Armstrongs “Louis and the Good Book” – nemlig “You can´t ride this train”.
Den kristne hymne “Amacing Grace” er ikke uopslidelig, men Lillian Boutté giver den et nyt liv, netop fordi hun ikke smører for tykt på. Og så sendte Boutté en kærlig hilsen til det store håb Barack Obama med “Let there be peace on earth”. Den mand får sørme noget at leve op til. Tror man, han er Messias?
Budskabet i sangen er naturligvis, at alt det, vi gerne vil have, begynder med os selv. Det er så åbenlyst svært at sige noget imod, at det godt kan lyde trivielt. Men lad os i det mindste håbe, at bin Laden og alle de andre banditter har hørt efter. Lillian Boutté sang den i hvert fald godt – og måtte hoste op med to ekstranumre.
Randers Amtsavis
Den 29. januar 2009.
Boutté bevægede og begejstrede
Af Flemming Bülow Poulsen
Randers: Kærligt musikalsk feinsmeckeri bjergtog tirsdag aften de 350 tilhørere i Sct. Mortens Kirke. Her er højt til loftet i kirken, og akustikken kan være svær at arbejde med, men aftenens hovedperson, den amerikanske sangerinde Lillian Boutté, fik sammen med sit fornemme band styr på lyden, fordi de spillede og sang med kirkerummet – ikke mod det.
Ofte præsenteres Lillian Boutté som gospelsangerinde, men hun viste ved koncerten meget andet. Hun kan synge en shuffle-blues, der rykker fra land, en ballade, der får nakkehårene til at rejse sig, og så har hun fat i den lange ende …..
læs resten af anmeldelsen via dette link (avisen tillader ikke kopiering af hele artiklen her)
Budstikken Vojens
Den 13. februar 2008.
Som juleaften
Lillian Boutté sammen med Burich-l´Etienne i Vojens Kirke.
Af Sven Møller
Man kan ikke sige med rette, at det var synd, der ikke var flere til koncert i Vojens Kirke onsdag aften. Kirken var ganske enkelt pakket, da Lillian Boutté sammen med Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble indtog kirkens kor.
Den eneste forskel til juleaften var, at der ikke var sat små skamler ud for hver enkelt række.
Publikum håbede på en stor musikalsk oplevelse.
Herom skal ingen tvivl herske. Det fik de. Det gråtoppede publikum fik revet op i ungdommens jazz-center, hvor først en enkelt tå slog takten inde i skoen. Senere kom foden med og inden vi så os om rejste agtværdige borgere sig op i grænseløs begejstring. Sådan var mønsteret. En ulmende vulkan, som først efter lang tid går i udbrud. Man er vel dansker. Men det var også kremen, der blev sat på bordet.
Ikke blot kunne man begejstres over det lille energibundt fra New Orleans, Louisiana, som med sin stemme bragte vidunderlig musik frem i en skønhed og med en styrke, som man må undre sig over kan være i sådan et lille menneske, hun blev også bakket op og sekunderet af et jazzband af sjælden kvalitet. Fælles for hele teamet, og de var et team, var imidlertid humor og hygge, som stod i toppen af kremen som det syltede kirsebær. Det var en pragtfuld koncert, som vi sagtens kan have mange flere af.
Frederiksborg Amtsavis
Den 3. februar 2006.
Boutté græd over New Orleans
Støberihallens koncert onsdag aften med Lillian Boutté og band fik en tårevædet afslutning, da sangerinden græd over sin hjemby New Orleans, men også håndfast skosede den amerikanske regering.
Af Maja Vindeløv
Hillerød: Der var både tårer og regn i de to ekstranumre, Lillian Boutté og Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble satte som punktum for en meget vellykket koncert onsdag aften i Støberihallen, hvor i øvrigt både Lillian Boutté, danske Finn Burich og tyske Thomas l´Etienne tidligere har optrådt.
– Det er dejligt at være tilbage hos jer og i denne sal, hvor der er en så god lyd. Vi har været på turné siden 10. januar, og vi har dedikeret turnéen til New Orleans. Jeg var der i december, og regeringen har absolut intet gjort i de fem måneder. Men musikerne gør noget, og vi skal nok komme tilbage. Jeg vil være der til French Quarter Festival, for New Orleans vil aldrig dø, sagde Lillian Boutté, før hun gik i gang med “Honky Tonk Town”.
“Farewell to Storyville”, der handler om et New Orleans-bordelkvarters endeligt i 1917, førte over i hymnen “Highway to Heaven”, og hvis det er Lillian Bouttés highway, der fører til himlen, så er der ikke kedeligt i himlen!
En lille, chik dame på høje, sylespidse hæle er Lillian Boutté med ungdommelig “perlehår”. Men det er naturligvis hendes kraftfulde og energiske sang med en uovertruffen mimik, hvor hele ansigtet tages i brug for at udtrykke glæde, sorg, forskrækkelse og så videre. Desuden formåede hun også at være yderst nærværende, når bandet tog teten, og ingen blandt publikum var i tvivl om, at hun værdsatte det, hun hørte.
Det gjorde publikum i høj grad også, hvor som sædvanligt Thomas l´Etienne brillerede på klarinet og sax, mens Finn Burich var stabiliteten selv på trombone. Karsten Bagge fra København havde overtaget trommerne, mens Torben Bøtker Bjørnskov som sædvanlig passede bassen og ind imellem havde en masse gas kørende med den amerikanske sangerinde.
Fantastisk
– Pianisten er helt fantastisk, lød det fra flere af avisens udsendtes bordfæller om Phil Parnell, der er født i New Orleans, men bosiddende i London. Og det havde de ganske ret i, for sjældent har Støberihallens Steinway-flygel lydt bedre.
Efter pausen fortsatte de gode takter, og af numre kan nævnes Sidney Bechets “Petite Fleur”, “A Tisket – A Tasket”, “Meet Me at the Station” og “Black Benny”, skrevet af Thomas l´Etienne om en berømt stortrommeslager i New Orleans i 1910-1920. I sangen fortæller Thomas l´Etienne beretningen om, hvordan Black Benny bandt lille Louis Armstrong til stortrommen, så Louis ikke blev væk, når Black Benny spillede på gaden. Louis med efternavnet Armstrong blev senere musikalsk ambassadør for New Orleans, en titel Lillian Boutté også har fået som den eneste foruden Louis Armstrong.
– Du er dejlig. “Dejlig” er det bedste ord i den danske ordbog, konstaterede Lillian Boutté, der efter næsten 25 års turnéer i Danmark kan mange danske ord, som hun gerne benytter sig af på scenen. Hun nåede også at rose Støberihallens lydmand, der onsdag aften var en stand-in, men ikke desto mindre fik at vide, at du er “absolutely wonderful with a great personality”.
Tårer triller
Sidste nummer var “Miss Jenny´s Ball”, og så blev publikum taget med til New Orleans i ekstranummeret “Do you know what it means to miss New Orleans”, der sidst blev sunget i Støberihallen af trompetisten Gregg Stafford, ligeledes fra New Orleans, men det var før Katrina. Så midt i nummeret under Thomas l´Etiennes klarinetsolo begyndte tårerne at trille ned ad Lillian Bouttés kinder.
– Mit hjerte gør ondt, for jeg var der i december, og det er lige så forfærdeligt, som det ser ud på tv. Regeringen oppe i Washington D.C. har intet gjort, men regeringen må ordne problemet , for de har skabt problemet, sagde en håndfast Lillian Boutté.
Hun sluttede koncerten, som havde trukket omkring 130 publikummer, med endnu mere vand, da hun sang “Didn´t it rain”, for Katrina og hendes søster Rita, der lod så meget vand falde på New Orleans.
KONCERTANMELDELSER/2005:
Ringkøbings Amts Dagblad
Den 29. januar 2005.
Boutté bedårede unge og ældre
160 fik en swingende jazz- og gospelaften i selskab med Boutté og band.
Af Lene Jeppesen
Vostrup: New Orleans var flyttet til Vestjylland for en aften, da Lillian Boutté og hendes dansk-amerikanske band indtog Vostrup Musikhus.
Koncerten sydede af swingende livsglad musik, som spændte fra jazz-evergreens tilsat cajun og calypso til blide bluesballader og gospel.
Lillian Boutté var det glødende orangerøde midtpunkt blandt fem grå jakkesæt, der imidlertid musikalsk var lige så farverige som den charmerende og sødmefyldte sangerinde.
Og samspillet var både skælmsk og smukt – ikke mindst med ægtemanden Thomas l´Etienne , der fik saxen til at skælve og slog krøller på klarinetten, så det var en fryd.
Boutté og band præsenterede blandt andet numre af nogle af jazzens store navne som Louis Armstrong , Dinah Washington og Mahalia Jackson, men i meget personlige fortolkninger. Det samme gjaldt spirituals som “Nobody Knows” og “Jericho”.
Nærkontakt
Og det swingede i den grad, at en flok elever fra Vostrup Efterskole hurtigt fulgte en opfordring fra scenen til at danse, mens resten af de 160 tilhørere nøjedes med at rokke på stolene og klappe taktfast.
Lillian Boutté havde i den grad nærkontakt ikke mindst med det unge, begejstrede publikum, at hun selv kastede sig ud i dansen med en ungersvend, der også fik et par store knus under “Little Yellow Basket”.
På det tidspunkt stod samtlige tilhørere op. Og der blev de stående og klappede og stampede, så musikerne måtte på scenen igen efter det obligatoriske ekstranummer.
Trods minusgraderne uden for var stemningen i musikhuset varm som ved et gospelmøde på en sommernat i New Orleans, da Lillian Boutté fik alle til at synge med på “High Society” og “What a Wonderful World”, mens hun uddelte håndtryk, kram, fingerkys og autografer til tilhørerne.
Halleluja for en aften!
Viborg Stifts Folkeblad
Den 20. januar 2005.
En duft af bomuld og tobak i Viborg Domkirke
Gospeldronningen Lillian Boutté betog en næsten fyldt domkirke og bragte hele New Orleans med omegn ind i kirkerummet.
Af Jesper Overgaard
Da afroamerikanerne rykkede fra bomulds- og tobaksmarkerne og ind i New Orleans, skabte de gospel- og jazzgenren. Her har gospeldronningen Lillian Boutté sine rødder, og hun leverede den ægte vare, da hun i aftes gæstede Viborg Domkirke.
Umiddelbart kunne det ligne et kultursammenstød af de store at fylde kirkerummet i en stiv, nyromansk kirke med blues, swing, gospel og jazz. Men da ørerne lige kom til at vende rigtigt, forstærkede rummet nærmest effekten.
På samme måde kunne det ligne en umulighed at lade Lillian Boutté swinge sammen med en tysk klarinet og sax, en trombone fra Haderslev, en bas fra Skanderborg og en trommeslager fra Hjørring. Men også her opstod det sublime i spændingsfeltet. Kun pianomand Phil Parnell er også fra New Orleans.
“Gospel” kommer af “god-spel” og står således for det gode budskab. Af samme muld kommer ordet “evangelium”, som betyder glædebudskab. Just præcis glæden bragte budbringeren fra det varme Mississippi-delta til den fugtigkolde danske vinteraften. Det virkede helt naturligt, at Lillian Boutté indledte med en lille hymne fra højalteret, efter at orkestret – Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble – havde varmet op med et par instrumentale numre.
Musikalsk er Lillian Boutté i familie med storheder som Dinah Washington, Billie Holiday, Aretha Franklin, Bessie Smith og ikke mindst Mahalia Jackson. Allerede i 1986 fik hun status som musikalsk ambassadør for New Orleans, og en sådan hædersbevisning var før kun tilfaldet en vis Louis Armstrong. Allerede nogle år forinden havde hun indledt sin karriere.
En lykkelig alliance opstod i 1982, da Thomas l´Etienne fra Hamborg kom på turné med Lillian Boutté New Orleans Band. Med sin baggrund i det tyske, franske og russiske bragte han yderligere forvirring i begreberne. To år efter dannede han også privat par med Lillian Boutté.
Undervejs har hun generøst delt ud til mange. Blandt andre en Stig Rossen var omkring hende for at komme videre. For 10 år siden blev en vinterturné i Danmark en fast del af hendes tilværelse. Et samarbejde med Finn Burich i Haderslev har ført Lillian Boutté ud til mange danske kirker, jazzklubber og kulturhuse. Alene årets jubilæumsturné omfatter hele 25 engagementer. Bag arrangementet i Viborg stod domkirken og foreningen Krop & Kultur.
Det siges spøgende om præster, at de er som vejsten, der nok viser vejen, men som ikke selv går den. Ypperstepræsten Lillian Boutté er ét med sin musik. Hendes mest dybfølte nummer var nok den fine cadeau til Mahalia Jackson: “I´m gonna live the live I sing about in my song”.
Nordjyske Stiftstidende
Den 2. februar 2004.
Jazz på dybt vand
Af Rasmus Hougaard
KONCERT
Lillian Boutté
*****
Lillian Boutté, Europahallen i Aalborg, fredag.
Det er et navn, der ligger godt i munden, Lillian Boutté. Og fredagens to timer i selskab med hende og det glimrende Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble var ikke mindre velsmagende.
Altså, det tror jeg i hvert fald.
For jeg har en tilståelse, kære læser. Da NORDJYSKEs velanskrevne jazzanmelder måtte melde forfald, var der ingen andre end Den Yngre Rockskribent til at tage over. Derfor er disse linier skrevet af en person på jazzmæssigt dybt vand, hvilket De bedes have forståelse for.
Nå. Med den af vejen, så lad det være sagt, at det var en begejstret nybegynder, der forlod Europahallen efter endt ilddåb.
Henført af et par timers swingende musikhistorie, bundet op på saftige fortællinger om bordeller, elskov og jazz fra byen, hvor det hele hører hjemme.
Det startede nu sobert med bandet alene på scenen, hvilket var fint – så var de både præsenteret og trådt i karakter for publikum, der fik en helhed frem for solist med band.
Og pludselig var hun der, Lillian Boutté. Smil fra øre til øre, frodig alle de rigtige steder, som det hører sig til, og iført hvid skjorte ornamenteret med gyldne noder.
Men mest af alt klædt i en stemme, der ikke lader Aretha og Billie noget efter. Jo, det er ikke for ingenting, at hun overtog titlen som New Orleans Ambassador of Music efter en vis Mr. Louis Armstrong.
Og hvilket showmanship! Hvor end Boutté bevægede sig hen i musikken, som spillevende jazzmama eller glødende gospeldronning, var det med et overskud og en livsglæde, der var ganske forbilledlig – godt hjulpet af et band, der ikke missede et eneste taktslag undervejs.
I rocken er tre akkorder og almindelig galskab tit nok til at bære igennem, men langt fra i jazzen. Her skal der kompetente musikere til at få det til at swinge, og fredag sad vi foran fem gudbenådede af slagsen.
Thomas l´Etienne (klarinet/sax), Finn Burich (trombone), Phil Parnell (klaver), Torben Bjørnskov (bas) og Norman Emberson (trommer) ikke spillede, men var musikken.
Sjældent har jeg set musikere i den grad være til stede på en scene – og både det musikalske og verbale samspil var en fornøjelse at være vidne til. De har formentlig stået der tusinde gange før, og det er imponerende, at de kan optræde med samme lune og friskhed, som var det stadig første.
En varm aften i godt selskab – også for en novice.
Fototekst: Hvor end Boutté bevægede sig hen i musikken, som spillevende jazzmama eller glædende gospeldronning, var det med et overskud og en livsglæde, der var ganske forbilledlig.
Nordjyske Stiftstidende
Den 18. januar 2004.
Medrivende aften på Malurt
Af Birthe Christensen
FREDERIKSHAVN: Hvad enten hun synger i en kæmpe hal, i kirkerummet eller på det intime spillested, har sangerinden Lillian Boutté den sjældne evne at kunne fylde et rum ikke blot i kraft af sin særprægede, smukke stemme – men såmænd ved sin blotte tilstedeværelse.
Hun har nemlig noget på hjerte, noget hun brænder for.
Med en inderlighed og en glæde udtrykker hun sig gennem jazzens rytme, og lever i høj grad op til den jazzambassadørstatus, som byen New Orleans har tildelt hende. En titel, der hidtil kun er blevet Louis Armstrong til del.
Så, det var altså ikke en fru hvem som helst, der i fredags samlede fuldt hus på Malurt.
Lillian Boutté er på Danmarksturné med Burich-l´Etienne New Orleans Jazzensemble, der på fornemste vis bakker sangerinden op.
I ensemblet spiller i øvrigt Lillian Bouttés mand Thomas l´Etienne en stor rolle, ikke blot på sine instrumenter klarinet og saxofon, men også som den, dermed humor og varme kæder numrene sammen.
Bandleder Finn Burich har samlet nogle af Europas bedste musikere i sit ensemble, som så ofte har spillet på Malurt, og bare bliver bedre og bedre.
Mange vil f.eks. sent glemme den fantastiske “Café au lait” aften i oktober.
Og nu var de her så igen, Burich, l´Etienne, Norman Emberson på trommer, Phil Parnell på piano og Torben Bøtker Bjørnskov på bas.
En fornem start på et nyt jazzår 2004.
Sjællands Tidende
Den 9. februar 2004.
Lillian Boutté på toppen
Jazz- og gospelrytmerne væltede næsten Slagelse Musikhus fredag aften, da fem af Europas bedste jazzmusikere gæstede huset med en veloplagt Lillian Boutté
Af Johannes Helweg
Anmeldelse
Forventningsfulde tilhørere blev ikke skuffet, da de fredag aften mødte op til gospel- og jazzkoncert i Slagelse Musikhus. Lillian Boutté & Burich-l´Etienne orkester leverede musik, hvor kvaliteten er i højsædet.
Tre instrumentale numre indledte koncerten, og det var klart fra begyndelsen af, at orkestret hurtigt spillede sig varme. Da Lillian Boutté gik på scenen, blev det hele fuldendt. Hun er en humørbombe, og det spreder sig hurtigt til hele salen. Hendes stemmepragt er uforlignelig, hvilket Lillian Boutté gav mange og gode eksempler på.
Musikerne var også yderst kvalitetsbevidste. En fremragende rytmegruppe, der består af Phil Parnell på piano, Torben Bøtker Bjørnskov på bas og ikke mindst Norman Emberson på trommer.
Thomas l´Etienne på saxofon og klarinet er blandt de bedste. Sammen med Finn Burich på trækbasun leverede de flere glimrende indslag. De sang sågar kor.
Det var Slagelse Musikhus og Slagelse Jazz Klub, der havde arrangeret koncerten til stor glæde for de over 250 jazzfans, der veloplagte nød en god aften med sang og musik af højeste karat.
PORTRÆT: JYLLANDS POSTEN
Den 8. februar 2002.
Livet er herligt
PORTRÆT
Af ELISABETH SAUGMANN
”Danske kirker er altid fulde, når der arrangeres noget, undtagen om søndagen, hvor man ikke må noget som helst. Hverken klappe eller udtrykke glæde. Menigheden trues med Guds straf, men Jesus påtog sig vores lidelser, så vi behøver ikke selv at gå lidende omkring. Vi kan tillade os at fryde os over det dyrebare liv, Gud har givet os.”
Svadaen – eller velsignelsen – kommer fra en lille brun energibombe. Klokken er 18.30, det er koldt, vejret er forfærdeligt. Den amerikanske jazz- og gospelsanger Lillian Boutté er lige ankommet til en sognegård på Midtsjælland fra Jylland med Finn Burichs New Orleans Jazzband. De skal lige have en ostemad, inden de slipper musikken løs. Uden for vinduerne myldrer folk op til den belyste landsbykirke i storm og bælgmørke. Stemningen er på niveau med Juleaften. Kirken er stuvende fuld som den 24. december, selv ståpladserne er revet væk i forventning om et fravær af løftede Lutheranske pegefingre.
I andagtsfuld stilhed går Lillian Boutté fra New Orleans højtideligt op til alteret og crooner Fadervor på amerikansk, så det nok kunne få en rød-hvid bisp til at spidse ører. Swingende og inderligt. Opfordringen til at elske medmennesket går rent ind. Efter en magisk pause går Lillian Boutté og jazz-kattene i kødet på den musik, der virker som en transportvogn til Himmerige. Det rå-swinger, når hun ”gospler”. På kirkebænkene rokker sognebørnene med. Håndværkere, skolebørn, pædagoger og husmødre får budskabet ind i kroppen via rytmen. En salig jubel til livets ære, en swingende hyldest til Skaberværket: ”Hver morgen, når jeg slår øjnene op, er det min fødselsdag. Thank You, we praise you Lord.”
Kammen ud til højre
Det virker ikke som højloftede fraser, for vi deltager i en ganske almindelig hverdagshøjtid, og det ruller derudad som en snebold. Lillian Boutté slutter denne vinters Danmarks-turné med en jazz-koncert i aften i Helsingør. Hun er den amerikanske jazz-sanger, der har optrådt for flest danskere. På festivaler, i kirker, på jazzhuse og i koncertsale. I 16 år. Men selv om hun er fremme på beatet i mange danskeres bevidsthed, er hun ikke overrendt af pressen, og i dansk radio og TV glimrer hun ved sit fravær. Men folk finder selv frem.
Hun voksede op i New Orleans med ti brødre og søstre. Faderen var chef for et posthus og tjente sorte penge som barber, hun fik sangen fra mor Gloria og kom tidligt med i the Golden Voices Choir. Som 11-årig vandt hun sin første sangkonkurrence og blev verdensberømt i New Orleans, hvor hun havde suget et paradis af musik til sig ved fester, koncerter og de traditionelle gadeparader med store musikere. Moderen var damefrisør, så det blev datteren også. Men det stod hurtigt klart, at hun var bedre til at ”ondulere” publikum.
I Cincinatti mødte hun en baptist-familie, der ændrede hendes liv, hun blev døbt og fik ”renset ud i sjælen ved at lukke Kristus ind”. Da hun studerede musikterapi ved Xavier University of Louisiana, mente sanglæreren, at hun skulle gå operavejen. I stedet slog hun ind på en professionel karriere med jazz, r&b, swing og blues. Hun sang med New Orleans-legenderne Lee Dorsey, Doctor John og Allen Toussaint. Og lavede plader og tog på turneer med swingere som Mylon LeFleur, Harry “Sweets” Edison, Sammy Price, Doc Cheatham, Al Grey, James Booker, Patti LaBelle, Neville Brothers, Pointer Sisters, Milt Hinton, Gus Johnson og Arnett Cobb.
Mødet med saxen
I 1980 trådte skæbnen ind i hendes livs puslespil, da sangeren og danseren Vernell Bagneris gav hende en hovedrollen i jazz-musical´en ”One more time”, som på en verdensturné bragte hende til Skandinavien. Hun giftede sig med den tyske saxofonist Thomas l´Etienne , og siden 1983 har de boet i Hamburg, som hendes mand kalder ”udkanten af Danmark”. Men lejligheden i Hamburg er bare et sted, hvor bagagen stilles, for parret er konstant på farten. Danmark er blevet en frugtbar legeplads for Lillian Boutté, når hun rejser det yndige land tyndt, hun har taget initiativ til “Gospel United” med kor på 800 børn sammen med professionelle danske sangsolister, desuden har hun turneret med the Neanders Jazz Band. Og på gospel-fronten har hun deltaget i gudstjenester sammen med præster, som man også gør det i Harlem.
”Danskere er ikke længere religiøse, men de er søgende og har kærligheden i sig, jeg tror, at deres sans for gospel vil skabe en helt ny æra for kristendommen. Ateister er jo bare skabs-kristne, for kommer de i krise, skal de nok være der med fremstrakte hænder,” siger Boutté med en latter, der åbenbart er downladed i hendes sprog som tankestreger.
Arven efter Armstrong
Om hendes stemme sagde vennen Martin Luther King, at den slags kun opstår én gang på et årtusinde, og i 1984 blev Lillian Boutté udnævnt til New Orleans Musikambassadør efter Louis Armstrong. Hun kvitterede med en Europa-turné med New Orleans musikkens unikke stil, og faktisk minder hendes gestik og frasering en del om Armstrongs. Hun mener, det skyldes, at også han var en entertainer, der elskede at stå på scenen.
”Jazz er sjælefrihed, åndelig føde og helbredende energi. Men for mig er jazz et vidt begreb. Når jeg forvandler rytmisk musik til jazz, handler det om at gå nye veje uden at hive rødderne op, og da gospel er mit personlige udtryk, kommer den også ud, når jeg synger jazz,” understreger Boutté.
Hendes omfavning af den gamle jazz, så den får et moderne præg, kan høres i dokumentarfilmen “Piano Players Rarely Plays Together”. Sammen med den tyske blues og boogie-woogie pianist, Christian Willisohn, har hun lavet mange CD´er, heriblandt ”Lipstick Traces”. Hendes erobring af både jazz, gospel, blues, ballader og rhythm-and-blues har fået anmeldere til at sammenligne hende med sangerinder som Bessie Smith, Dinah Washington, Billie Holiday, “Big Mama” Thornton, Aretha Franklin og Mahalia Jackson. Og hun elsker hele bundtet af damer:
”Jeg bliver ved med at køre rundt med min musik i bilen på alverdens veje, til Gud stopper mig engang. Det er dejligt, og Thomas og jeg griner meget.”
Tunge timer
Sammen med Thomas l´Etienne har hun været på et utal af europæiske turneer som ”Lillian Boutté And her Music Friends”, og mange danskere husker hendes søndagsgospel i Tønder, jazzballerne og ”Gospel United Tour”.
Den 11.september var hun på turné i Australien og ringede hjem til sin mor, da hun på TV så angrebene på World Trade Center: ”Min søster arbejder i Pentagon, og netop som jeg talte med min mor, så vi på TV, at også Pentagon blev ramt. I fire timer kendte vi ikke min søsters skæbne, det var forfærdeligt, men Gud hjalp hende. Hun slap uskadt,” siger Boutté.
Kærlighedens kraft
Hun har sin egen private udgave af ”Do You know what it means to miss New Orleans”, og flere gange om året tager hun hjem til sin familie:
”Men mit liv er i Europa. Der er grupper af racister i alle lande, men det er et socialt problem, og jeg sværger ved Biblen, at danskere ikke er racister. Til gengæld infiltreres USA af nazister, der har hemmelige træningsbaser ude i skovene. Politisk svinger jeg hverken til højre eller venstre, jeg søger ligeud. Men det er betænkeligt, at trosbekendelsen, ”In God we trust”, er fjernet fra Den Amerikanske Forfatning af frygt for at træde etniske grupper over tæerne, for gospel er helbredende. Troen på Gud handler om at gøre noget sammen. Flower Power og kærlighed er menneskenes store chance.”
Billedtekst:
SPRUDLENDE – Lillian Boutté bliver bedre og bedre med årene. Hun er i sjælden grad modnet med den lyse livsholdning og kærlighed til mennesker, der bærer hele hendes tilværelse og gør hende så elsket af fans verden over.
Jyllands Posten
Den 27. januar 2003.
Swingende gospel-toner
I mange danske kirker er Lillian Boutté et kendt ansigt, og det råswinger, når den amerikanske sangerinde optræder. Også i aftes, da hun sammen med sit New Orleans Ensemble fyldte Christianskirken i Aarhus.
Gospeldronning fyldte kirken
Den amerikanske gospelsangerinde Lillian Boutté har et stort publikum i Danmark. I går fyldte hun Christianskkirken.
KIRKEKONCERT
Af Jens Kurt Jørgensen
Selvom hun har optrådt i hver en afkrog af landet i 17 år og er kendt verden over som en fornem repræsentant for gospel- og jazzsangen, så har hun sjældent fundet vej til avisernes spalter og de elektroniske mediers sendeflader. Men i mange danske kirker er hun i dag et kendt ansigt, Lillian Boutté, energibomben fra New Orleans. Og det råswinger, når den amerikanske sangerinde optræder.
Det var også tilfældet i aftes, da hun sammen med sit New Orleans Ensemble fyldte Christianskirken.
“Det er anden gang, hun giver koncert i vor kirke, og at hun har et stort publikum, kan vi se af, at vi har modtaget forudbestillinger på billetter fra folk både i Randers og Silkeborg. Og tilhørerne kommer fra alle samfundsgrupper og aldersklasser,” fortalte en veloplagt sognepræst Esper Thidemann, der som andre glædede sig til koncerten i aftes.
Lillian Boutté voksede op i New Orleans sammen med ti brødre og søstre, men har siden midten af 1980´erne været bosat i den tyske hansestad Hamburg, hvorfra vejen til Danmark ikke er lang.
Siden er Danmark blevet en frugtbar legeplads for den efterspurgte gospelsangerinde, og her har hun blandt andet taget initiativ til koret Gospel United, hvor hun sammen med børnekor og professionelle danske sangsolister optræder ved gudstjenester og gospelkoncerter, som man også gør det i amerikanske Harlem. Desuden har hun turneret med Neanders Jazzband.
Inspirationen er sangerinder som Bessie Smith, Dinah Washington, Billie Holiday og Aretha Franklin.
Christianskirken har året rundt koncerter med både klassiske toner og mere moderne rytmer på programmet.
“Vi har et dejligt stort og lyst kirkerum, der akustisk set er blandt de bedste af slagsen. Det giver gode udfoldelsesmuligheder for musikerne, der alle udtrykker glæde over at optræde her og den tætte kontakt, de kan få til tilhørerne. Vi er kun glade for, at kirken også kan bruges i denne sammenhæng,” siger sognepræst Esper Thidemann fra kirken i det nordlige Århus.
Sjællands Tidende
Den 30. januar 2003.
En stor stemme for fred og livsglæde
Lillian Boutté fyldte i aftes Sct. Mikkels kirkerum med sin store stemme. En stemme for fred, livsglæde og swingende musikalitet.
Af John Jacobsen
Slagelse: Det store flotte kirkekrum i Sct. Mikkels kirke fyldtes i aftes af en stor og magtfuld stemme. Lillian Boutté sang om freden og glæden ved livet og musikken, så man skulle være gjort af hårdere sten end kirkebygningen, for ikke at blive rørt.
Og røres – det skulle publikum. Den glade opfordring fra Lillian Boutté var til at tage og føle på.
– Let it move you! Lad jer bevæge og hold jer ikke tilbage. Har du lyst til at danse – så dans. Har du lyst til at klappe – så klap. Kirken er et hus for glæde, fest og sang, sagde Lillian Boutté til de omkring 450 mennesker, der havde taget imod indbydelsen fra Slagelse Jazzklub til en gospelaften i Sct. Mikkels Kirke.
Publikum lod sig bevæge. Kunne ikke andet til tonerne fra New Orleans. Så fremragende fremført af Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble. Der foruden sangerinden selv bestod af Finn Burich på trækbasun, Thomas l´Etienne på klarinet, alt- og tenor sax, Philip Parnell på piano, Torben Bjørnskov på bas og Norman Emberson på trommer.
Jazz, gospel og blues. Det kom altsammen. Og virkede gennemført og rigtigt. En stemning, hvor det var helt naturligt, at Lillian Boutté vendte front mod alteret og messede en bøn til verdens krigsmagere om at besinde sig. Eller huskede os på, at det væsentlige i virkeligheden er meget enkelt.
– Det er fødselsdag og jul hver dag, når du vågner op og opdager, at du er i live. Tænk – du er i live!, sagde Lillian Boutté.
En kirke er ikke stedet, hvor alle kan se alt. Men den slags er der heldigvis råd for. Lillian Boutté løste det ved at danse syngende ned gennem sidegangene. Og to af musikerne tog turen kirken rundt på sax og trækbasun. Sådan!
Morsø Folkeblad
Den 28. januar 2002.
Fra New Orleans til Nykøbing
Lillian Boutté og hendes ensemble begejstrede en fyldt kirke
Af Anne-Mette Riis
Den lille bitte kvinde, Lillian Boutté med den umådeligt store stemme og en fantastisk udstråling begejstrede i aftes en næsten fyldt Nykøbing Kirke. Gospel, jo. Men med en umiskendelig stemning af New Orleans-jazz.
Hendes mand, den tyske klarinetist Thomas l’Etienne, præsenterede bandet, som med sønderjyden og trækbasunisten Finn Burich i spidsen er på en månedlang turné rundt til danske kirker og jazzklubber. En anden dansker, Torben Bjørnskov fra Skanderborg klarede gulvbassen, Norman Emberson fra London trommerne og Phil Parnell, der som sangerinden selv er fra New Orleans, klaveret.
Efter to indledende instrumentalnumre, kom den lille kvinde ind. Stillede sig foran altertavlen i sin lysende røde dragt og sang Fadervor. Inderligt, men alligevel afdæmpet.
Først derefter kom hun op på scenen og smilede sit smittende smil og mindede om, at Biblen siger noget med: lad trompeterne gjalde, lad trommerne lyde, lad os synge og danse. Og specielt til os på kirkebænkene sagde hun, at hvis vi skulle blive grebet af musikken, skulle vi bare lade glæden tage os. Rejse os op og deltage, hvis vi havde lyst.
– Let it groove you, råbte hun og satte i med “Up Above My Head”. Allerede på det tidspunkt var vi så “groovede”, at vi klappede ivrigt med og applauderede efter hvert nummer. Ja, selv efter de enkelte musikeres soli. Og bandet fortsatte med nummeret “Keep Your Hand on the Plow”, der var skrevet under det sydafrikanske apartheid-styre, men som desværre endnu ikke er blevet uaktuelt.
Og da Lillian Boutté & Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble nåede til nummeret “I’ll Fly Away” skete miraklet. Thomas l’Etienne og Finn Burich begyndte spillende at bevæge sig ned af midtergangen. Lillian Boutté fulgte efter og opfordrede os til at gøre det samme. Og et øjeblik efter befandt vi os ud på Kirketorvet, dansende og syngende. De syge kastede krykkerne, damen fra rækken foran lod i glædesrusen sin pelshue flyve til vejrs. Og de 90 store elever fra Dueholmskolen dannede bagtroppen og sørgede for at ingen sakkede bagud af den dansende flok.
Op gennem Algade gik det. Aldrig før har en tilsvarende jubel fyldt gågaden. Lys blev tændt og folk kiggede ud gennem vinduerne, for så at løbe ud på gaden og slutte sig til glædesflokken.
Nej, undskyld, her løber fantasien af med skribenten. Det er jo ikke New Orleans det her, og Thomas l’Etienne og Finn Burich gik spillende tilbage ad midtergangen, op på scenen igen og fortsatte koncerten.
Men stemningen var der. Hænderne klappede, fødderne dansede diskret under kirkebænkene og der boblede en herlig glæde indeni. Og Lillian Boutté havde da også bemærket ungdommen på de bageste kirkebænke, og glædede sig oprigtigt:
– Hvad der end har fået jer til at komme herind – bliv ved at komme her. Det er jer, som kan gøre en forskel her i verden. Make love not war, sagde hun og fik en klapsalve fra de unge til gengæld.
Jo, man havde lyst til at rejse sig og gå dansende gennem gågaden.
Mange af de 400 fremmødte købte efterfølgende en cd i våbenhuset for at forlænge den 90 minutter lange koncert, og Lillian Boutté stod på scenen og signerede velvilligt. Hun havde fundet en af publikummerne med et digitalkamera og lokket ham til at fotografere altertavlen til sig. Hun havde bemærket motivet straks hun var kommet ind i kirken: Jesus – ikke med alle de betydningsfulde mennesker omkring sig i smukke klæder, men omgivet af helt almindelige mennesker.
– That’s what it’s all about, sagde hun.
Og Finn Burich bemærkede, mens han gik og rullede mikrofonkablerne sammen, at af alle de kirker han har optrådt i i de syv år han har turneret med Lillian Boutté, har Nykøbing Kirke haft den bedste akustik af dem alle.
Så måske vi får fornøjelsen igen en anden gang.
Herning Folkeblad
Den 5. februar 2001.
Ambassadør for glæde, smil og et godt grin
Solskinssmil i vinterkulde!
Af Bente Højsgaard Steffensen
Fredens Kirke søndag. Lillian Boutté & Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble.
En bidende kold søndag eftermiddag, hvor Voldborgs afløsere ovenikøbet lover snestorm, mødes vi i Fredens Kirke i Herning. Et ambassadørbesøg er på programmet – Lillian Boutté har siden 1986 båret titlen som New Orleans Musical Ambassador.
Publikum er hovedsageligt at henregne til det, der må betegnes som modent. Nogle børn og et mindre antal unge har dog også sneget sig ind på stolerækkerne i den fyldte kirke.
Dørene går op, og de fem musikere kommer ind og indtager deres instrumenter. Deres indledning med to dejlige swingende numre er en god appetitvækker.
Så kommer hun: Lillian Boutté – klædt i rødt og sort, lille og spinkel, men med en udstråling, der når alle hjørner og kroge.
Vendt mod alteret, reciterer Lillian Boutté fadervor smukt og intenst. En udtryksfuld tak fordi vi er sammen i kirkerummet omkring glæde, musik og kærlighed.
Det smil og den stemme må selv vi kolde danskere åbne os for. Der er storhed og åbenlys musikalitet, kombineret med glæde, humor og kærlighed i hendes udtryk.
Imellem koncertens musikalske perler får vi mange gode ord med på vejen. Lillian Boutté er talskvinde for bevidstheden om, at det ikke er en selvfølge, at vi er her i morgen. “Sig tak for hver dag, du får lov at åbne øjnene og leve” er en af hendes klare meldinger.
Hele vejen gennem programmet leverer de fem ypperlige jazzmusikere deres bidrag til oplevelsen. Vi får soli fra dem alle, og det er som om de hver gang overgår sig selv og hinanden. Finn Burich på trombone, Svenne Topgaard, piano, Torben Bjørnskov, bas og engelske Norman Emberson på trommer, leverer sammen med Thomas l´Etienne på klarinet og sax den swingende og dejlige basis i eftermiddagens musikoplevelse.
Noget helt specielt er den intensitet der udfoldes i den musikalske “samtale” mellem Lillian Boutté og hendes mand Thomas l´Etienne i nummeret “He touched me”.
Klap og syng med
Gradvist sidder hænderne da også lidt løsere på os midtjyder – Lillian siger at det er helt OK at klappe og fingerknipse i kirken – og at synge med. Hun fortæller os endda, at hvis vi synger vores bøn, så har den dobbelt styrke. Vi får også lige et par gode råd til brug på jobbet mandag morgen. Hvis du ikke af dig selv har lyst til at smile, når du kommer på arbejde – så prøv alligevel. Et stort smil og et godt grin kan få det bedste frem i selv de mest vinterkolde kolleger og den stiveste chef.
Lillian Boutté afslutter koncerten med sin meget smukke og personlige version af Louis Armstrongs “What a wonderful world”. Her demonstrerer hun såvel stemmens, som sin personligheds store spændvidde. Vi får både gåsehud og håndtryk allesammen – næsten. Lige før det er slut får Lillian Boutté øje på en mand, som hun åbenbart har overset under sin rundtur blandt publikum. Og da hun tidligere har erklæret “I´m a knuser” – må denne mand naturligvis have et knus. En dejlig kombination, da manden er meget højeere end den lille store sangerinde.
Publikum kvitterer for anden gang med stående bifald – og så må vi ud i kulden igen.
Mon ikke alle, der var til stede denne eftermiddag i det smukke kirkerum i Fredens Kirke, går hjem og følger de velmente opfordringer til at give glæde, knus og grin videre. Direkte adspurgt fortæller repræsentanter for det helt unge publikum, at det “var bare godt” – så det lover godt for fremtiden. En værdig ambassadør for livsglæde og varm sydstatsmusik drager videre i det kolde Danmark.
Ugeavisen for Varde og omegn
Den 8. februar 2000.
450 betaget af Boutté i kirken
Gospeldronningen Lillian Boutté vendte tilbage til Sct. Jacobi Kirke og gav 450 tilhører en uforglemmelig oplevelse.
Sct. Jacobi Kirke er en fremragende koncertsal.
Det beviste en suveræn blues og gospelstemme i sidste uge. Navnet er Lillian Boutté, der efter fire års pause vendte tilbage til Sct. Jacobi Kirke med en gospelkoncert, der fortryllede og tog vejret fra de omkring 450 tilhørere, som fik kirken til at ligne en gudstjeneste juleaften.
Der måtte slæbes mange ekstra stole ind til de mange, der havde ventet så længe på et gensyn og – især – genhør med Boutté.
Medrivende
Med sig havde Boutté ”her international quintet” fem fremragende jazzmusikere, som skabte den rette, swingende bund i Lillian Bouttés flotte fortolkninger af en række smukke gospelsange. Der var en del ukendte imellem – i hvert fald for Deres udsendte – men det gjorde intet, for fremførelsen var så medrivende, at alle måtte overgive sig. Blandt de klassikere, vi ikke fik, var ”Amazing Grace”, men til gengæld imponerende og virtuose versioner af ”He Touched Me”, ”Joshua Fit The Battle” – i smukt samspil med gemalen Thomas l’Etienne’s klarinet – og ekstranummeret ”What a Wonderful World”, som hele kirken sang med på og som i øvrigt slet ikke er en gospelsang. Om der blev klappet i kirken? Ja, mon ikke. Klapsalverne ville næsten ingen ende få, da lille Lillian Boutté efter halvanden time, uden pause, tog imod blomster fra Jazzsmediens formand, Harald Elmquist, der på engelsk proklamerede sin kærlighed til gospeldronningen. Den deler vi andre med ham!
Kom snart igen.
Der var også tak til menighedsrådet for ”udlån” af kirken. Vi er mange, som håber på en gentagelse, og der behøver altså ikke gå fire år denne gang!
Give Avis
Den 26. januar 1999.
Gospel i kirken
Lillian Boutté sang sig ind i alle hjerter
Selvom der er langt fra jazzens højborg, New Orleans, til Give, er det muligt at komme på ”musikalsk talefod”, hvis den rette stemning fra starten slås an.
Det var lørdagskoncerten i Give Kirke et godt eksempel på.
Lillian Boutté og hendes talentfulde kvartet fik med inciterende musik/sang, charme og humor straks fat i publikum og spillede jazz, gospel, rythm, swing og blues, så 400 håndflader i alle aldre blev ganske varme.
Det meget berejste ensemble, der i årevis har spillet i de største koncerthuse i verden, følte sig helt åbenlyst godt hjemme i Give Kirke. Nærhed, god akustik og et medlevende publikum, der kvitterede for enhver solopræstation med applaus, fik Lillian Boutté and Her Gospel Friends til at yde det optimale.
Det var glad og umiddelbar sydstatsmusik i bedste Louis Armstrong-stil – en hyldest til livsglæden.
Godt at den danske folkekirke er så rummelig, at der er plads til en sådan koncert.
arto
Hadsten og omegns Folkeblad
Den 27. januar 1999
Der må klappes i kirken
280 gospelfans fik en uforglemmelig søndag aften i Nørre Galten Kirke. Lillian Boutté, den verdensberømte gospelsangerinde fra New Orleans, bad publikum klappe, synge og græde med på hendes forrygende repertoire af jazz, soul og gospel. Koncertformen og musikken var eksotisk – men det virkede der i Nørre Galtens smukke kirkerum, og publikum fik et tiltrængt løft i en kold og mørk tid.
Koncerten var arrangeret af organist Thorkil Mølle i samarbejde med menighedsrådet i Nørre Galten. Thorkil Mølle bød velkommen, og han udtrykte håb om, at publikum ville få en dejlig aften at mindes i lang tid fremover. Det fik de!
Fra koncertens start gav det fire mand store orkester fuld gas, og allerede i det første nummer kvitterede publikum med taktfaste klapsalver. De første tre numre var imidlertid blot opvarmning, som skulle løsne skulderpartierne hos de vinterstive publikummer. Da Lillian Boutté entrerede kirkerummet, med trådløs mikrofon og fuld drøn på krop og stemme, ja så blev det rigtig flot og festligt. Hun opfordrede publikum til at synge og klappe med til musikken, og de kunne slet ikke lade være. På nummeret ”Give me that old time religion” lettede det tunge blytag over Galten Kirke, og lys og varme strømmede ud fra kirkerummet til Gud og hvermand. Dette kan bekræftes af flere øjenvidner fra Galten.
Der var magi i luften den søndag aften i Nørre Galten Kirke. Da Lillian Boutté sluttede koncerten med Louis Armstrongs ”What a wonderful world”, var verden, Hadsten og de 280 fremmødte sjæle blevet betydeligt skønnere. Tak til Thorkil Mølle og menighedsrådet i Nørre Galten for den smukke koncert.
ASB
INTERVIEW: Fyens Stiftstidende
12. januar 2007.
Frisøren fra New Orleans
Af Simon Staun
sim@fyens.dk
Sangerinden Lillian Boutté lider på afstand af katastrofen i hjembyen, men heales gennem gospelmusikken.
– Hellooo darling, lyder det smigrende, da den amerikanske sangerinde Lillian Boutté fra sit tyske hjem byder velkommen til det, der på forhånd var tænkt som et lyninterview.
Den 57-årige jazz-, blues- og gospelsangerinde med stamtræet solidt plantet i det hærgede New Orleans´ mudder har dog så meget på hjerte, at fem timer ikke ville have været nok.
Hun er, som legenden Louis Armstrong, udnævnt til ambassadør for den musikalske smeltedigel, de begge er født i. Derfor oversvømmer hendes kroniske kærlighed til hjembyen næsten intensionen om at forklare, hvorfor hun i starten af 1960´erne blev sammenlignet og endda sidestillet med Aretha Franklin og Billie Holiday.
det var ellers ikke meget, der tydede på, at frisøren, der dengang sang gospel i weekenderne, skulle ende med at blive vævet ind i samme sætninger som ovennævnte stjerner. Men frisørbranchen har alle dage været hård.
– Dengang jeg arbejdede på salon, var det ikke min drøm at blive musiker. Der var så meget ballade i miljøet. Men da jeg begyndte at få allergiske reaktioner på grund af kemikalierne, var det oplagt at hellige mig musikken, forklarer Lillian Boutté.
I begyndelsen af 1970´erne blev hun opdaget af produceren og pianisten Allen Toussaint, der fik hende til at medvirke på mange plader som korsanger for blandt andre Patti Labelle, The Pointer Sisters og Dr. John. Især sidstnævnte er kendt som ét af de største New Orleans-ikoner og dyrker af den sumpede og groovy voodoomusik.
– Han er bare en god ven. Sådan er det, når man kommer fra New Orleans. Det er ikke noget med at namedroppe. Vi er jo alligevel fra den samme “familie”, siger Lillian, der efter en masse tumult med adskillige managere besluttede at blive sin egen boss.
En afgørelse, som stadig er gældende efter 30 år.
Lillian Boutté er klar over, at New Orleans allerede er glemt i medierne. Ødelagte huse og menneskelige tragedier i en sydstat trækker ikke så mange overskrifter som Irak-krigen.
– Det betyder jo langt fra, at tingene er normaliseret. Jeg vil faktisk kalde det en krig i staterne. Især for dem, der mod deres vilje er blevet anbragt i nabostater og stadigvæk ikke har fået lov at vende tilbage. Det er dem, der skal bygge byen op igen, fordi de har viljen og modet. Modsat tosserne i regeringen. De skulle have en lynkineser op bagi, syder Lillian Boutté.
I kraft af hvervet som ambassadør hat det været nærliggende for hende at hjælpe til på så mange fronter som muligt.
– Jeg har lavet støttekoncerter lige siden selvsamme dag, hvor New Orleans druknede. I starten var det primært for at skaffe penge her og nu til de nødlidende. Senere har det udviklet sig til, at vi skaffer jobs til musikere fra New Orleans her i Europa, fortæller hun.
USA´s største bidrag
Og der er mange, der gerne vil hjælpe. Herhjemme var det pianisten Esben Just, der tog initiativ til en støttekoncert med et væld af danske musikere, der følte, at de burde give noget tilbage til New Orleans.
– Hver gang jeg snakker med dem derhjemme, så understreger jeg, hvor meget kærlighed, der strømmer fra musikerne i Europa. Det skyldes måske, at det vigtigste, USA nogensinde har bidraget med til resten af verden, er jazzen. Vidunderligt mange jazzmusikere og musikere inspireret af New Orleans-stilen har dedikeret sig forsøget på at få New Orleans tilbage på benene, siger Lillian Boutté.
Spirituel bankkonto
Selv har hun ikke skrevet sange om orkanen Katrina endnu. Hendes tanker er for detaljerede og følelserne stadig for overvældende.
– Jeg kan ikke få det ned på mindre end fem sider, og det går ikke, ler hun overbærende.
– Men tragedien og evnen til overlevelse vil sikkert inspirere musikere fra New Orleans de næste mange generationer. Gospelscenen, som jeg er en del af, ekspanderer kraftigt netop nu. Selv her i Tyskland popper nye gospelbands op overalt, og man kan ikke afvise, at det er en forbindelse til katastrofen, konstaterer Lillian Boutté.
Det, gospelmusikken modsat andre genrer kan, er, ifølge hende, at bevæge helt inde i hjertekammeret.
– Gospel får dig til virkelig at lytte efter budskabet. Nogle gange forstår man pludselig meningen med livet, og den slags lagrer sig på den spirituelle bankkonto, beretter hun.
Og det kan være en god modvægt til de barske oplevelser under orkanens hærgen.
– det var forfærdeligt at sidde i Europa og opleve, da “lokummet” flød over. Den dag i dag aner jeg ikke, hvad der var værst. At lide inde i orkanen eller betragte mareridtet ude fra, spekulerer hun.
En telefon kimer efter opmærksomhed i baggrunden. Lillian Boutté undskylder og svarer: “Yes? Hello girlfriend, I´m on the phone right now. I´ll call you back very soon.”
– Undskyld, det var bare min mor. Hun ringer hver dag for at høre, om alt går vel her hos mig. Og det er vel at mærke hende, der sidder i New Orleans, siger Lillian Boutté.
Hun bekymrer sig hørbart om sin 84-årige mor, men glæder sig samtidig over, at hun er i live.
– Der røg så mange af hendes jævnaldrende. Det er forfærdeligt. Men hun holder sig oven vande ved at tage sig af de af mine søskende, der nu er bosat i tre campingvogne på noget af familiens jord. Det er sørgeligt at komme hjem til.
Før familien mistede alt, rejste hun hjem tre-fire gange om året. Nu tager hun kun tilbage for at se, hvordan de klarer den.
– Det er deprimerende. De unge dør simpelthen af ulykkelighed. det er næsten endnu mere uhyggeligt end dem, der døde under selve orkanen. Heldigvis finder flere og flere frelse i gospelmusikken. Så noget positivt er der kommet ud af katastrofen, erkender Lillian Boutté, inden hun har overskud nok til et varmt: “See you soon. And take care, baby”.
Lillian Boutté & Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble: Hjallese Kirke, Odense, onsdag den 24. januar kl. 19:30
INTERVIEW: Udfordringen – nr. 5
1. februar 2001.
En dag med Lillian Boutté.
Af Henri Nissen.
Kirken var så stopfuld, som var det juleaften, da gospel- og jazz-dronningen Lillian Boutté søndag gennemførte en af sine populære workshops i den store Tyrstrup Kirke i Sønderjylland.
Over 600 mennesker fyldte den store kirke, og heraf sang godt 100 i gospelkoret. Dét var opstået i dagens anledning og havde deltaget i den workshop, som Lillian Boutté kørte om eftermiddagen.
-Nogle kan ikke forstå, at jeg vil bruge tid på at holde workshops, for økonomisk kan det ikke betale sig, men det giver mig selv så meget, siger Lillian Boutté til Udfordringen i en kaffepause mellem øvelserne.
Jazz-dronning
Boutté lever ellers af at synge jazz i den helt store stil og hendes kraftfulde stemme sammenlignes med store navne, som Billie Holliday, Aretha Franklin og Mahalia Jackson.
Hun er gift med klarinetisten og tenorsaxofonisten Thomas l´Etienne, som også medvirker ved gospelworkshops. Fra sin base i Hamborg har hun optrådt i mange lande. Hun blev i 1986 kåret til musikalsk ambassadør for New Orleans og har bl.a. også sunget for på nationalsangen til Republikanernes konvent.
Men det er måske i gospelmusikken, hun har sit store hjerte.
Glæde i Guds hus.
-Jeg ved godt, at mange af dem, der kommer til en sådan gospel workshop ikke kommer til gudstjeneste om søndagen.
Måske skyldes det, at kirken ikke lader os give udtryk for glæden ved en almindelig gudstjeneste.
Men det er forkert.
-For følelser hører også hjemme i Guds hus. Læs, hvad der står i Salme 147-150 om at lave en “joyful noice” (en glad støj) som der står i den engelske oversættelse. Der står, at vi skal lovprise Herren med sang – og endda dans.
-Føler du, at danskere har svært ved at give udtryk for følelser?
-Nej, når de får lov, som til gospel, vil de gerne. Når folk kommer til mine workshops, så er de varme.
Vi synger jo alle hjemme i badet eller i bilen, når ingen hører os. Vi er bare bange for, at nogen skal høre os og sige, at vi ikke kan synge. Men vær ikke bange – syng! opfordrer Lillian Boutté.
-Hvad betyder det kristne indhold i gospelmusikken for dig?
-Åh, det betyder alt! Det er derfor, jeg gør det. Jeg føler, at jeg gennem min sang og gennem disse workshops kan give mennesker noget fra Gud.
Og når jeg giver, får jeg selv noget igen. Måske ikke idag, men så en anden dag. Og hvis de, der modtager noget, selv giver det videre, så får andre også noget, forklarer den lysebrune gospelsangerinde og gestikulerer med sine ringbesatte fingre.
-Hvordan er din egen kirkelige baggrund?
-Jeg voksede op med den katolske kirke i New Orleans. Jeg sang, fra jeg var ti år. Jeg var med i et fælleskirkeligt kor, hvor der var masser af gang i den.
Senere kom jeg ind på en forkert vej væk fra Gud. Mine øjne var lukkede og jeg var deprimeret, selv om jeg troede, at jeg var lykkelig. Men der manglede alligevel noget.
Oplevede en åndelig fornyelse
-I 1976 rejste jeg til Ohio og kom med i en Baptistkirke i Cincinatti.
Der oplevede jeg i 1977 en åndelig fornyelse og lod mig døbe igen for at bekræfte, at jeg nu ville tage imod Kristus i mit liv.
Jeg fik et helt andet liv efter den tid, en glæde som var helt anderledes, og den er fortsat levende i mig.
Jeg føler, at jeg har fødselsdag hver dag. Jeg glæder mig over alting.
-Du véd, nogle mennesker vågner aldrig. De ser ikke mennesker omkring sig. Og depression er som en stor stenblok foran dig.
Men jeg har opdaget, at den bedste helbredelse er at dele godheden indeni dig. Ikke at være selvisk, men tænke på andre.
-Hvad betyder bøn for dig?
-Åh, jeg beder hele tiden. Jeg taler med Gud, som jeg taler med dig. Jeg bruger ikke fine ord, for det er ikke dét, der betyder noget.
Jeg synger også til Gud. Jeg synger f.eks. sangen “Fadervor”, mens jeg går rundt derhjemme.
Jeg tror på bøn. Jeg beder også gerne for venner. Kan der ske noget ved at spørge: Vil du bede sammen med mig?
-Måske er det netop det, den anden har brug for. Og hvis du ikke spørger, får du ikke noget, siger Lillian Boutté, som nu bliver nødt til at afslutte kaffepausen og øve videre med de 100 gospelentusiaster, så koncerten i aften kan løbe af stabelen.
Mens folk går op på den opstillede scene, og hendes fem musikere i Burich-l´Etienne New Orleans Ensemble finder på plads, deler hun knus ud til højre og venstre.