
DON VAPPIE & FINN BURICH INTERNATIONAL NEW ORLEANS JAZZBAND
Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband er et internationalt sammensat band, som spiller revival-New Orleans-jazz krydret med swing, blues og caribisk inspireret musik. Der vil også blive spillet nogle af Don Vappies egne kompositioner.
Efter en netop overstået succesrig 2022-turné med udsolgte koncerter, præsenterer Finn Burich sangeren og banjospilleren Don Vappie på turné i Danmark for trettende gang siden 1999.
Det er i perioden fra den 12. oktober til den 5. november 2023.
10 koncerter er booket, så vær hurtig, hvis du som arrangør vil sikre dig én af de sidste ledige datoer.
Det er også lykkedes mig at få en 2024-aftale med Don Vappie og *stjernebesætningen*.
Denne turné afvikles i perioden fra den 4. oktober til den 20. oktober 2024.
De første koncerter er booket!
Bandbesætning:
Don Vappie banjo, guitar, vocal (USA)
Thomas l´Etienne clarinet, tenorsax, vocal (D)
Finn Burich trombone, vocal
Harry Kanters piano (NL)
Frederik Van den Berghe drums (B)
Koncertanmeldelser:
I Haderslev bor en mand, der har gode forbindelser til New Orleans. Den sønderjyske basunist Finn Burich har i snart 30 år turneret Danmark rundt med blandt andre de amerikanske sangerinder Lillian Boutté og Monique Thomas, og gennem to årtier har han også haft en anden legekammerat fra Dixieland. Don Vappie, hedder han, og han kan spille banjo i søvne.
Den 8. november 2011
PRÆSTØ: New Orleans litteraturens blade vendt i jazzklubben
Spilleglæde i Jazzklub
Af Jens Bjerre Tybjerg
Anmeldelse: En enorm spilleglæde og et smittende humør skabte et brag af en jazzkoncert på Kirsebærkroen, da Finn Burich International New Orleans Jazzband tirsdag aften besøgte Præstø Jazzklub. Og der var tale om glade gensyn, for alle musikanterne har tidligere besøgt Præstø Jazzklub. De fem i bandet var Finn Burich på trombone, Thomas l´Etienne på klarinet og tenorsax, Don Vappie på banjo og med sang, Torben Bøtker Bjørnskov på bas og Espen Laub von Lillienskjold bag trommerne.
Det blev et godt genhør med alle de kendte numre fra New Orleans-litteraturen, og tonen blev lagt an af Don Vappie, som igen viste sit formidable spil på banjo og sin smittende sangglæde. Thomas l´Etienne og Finn Burich var i Præstø i januar i selskab med Lillian Boutté, da der var koncert i Præstø Kirke.
“Down by the Riverside”, “Tiger Rag”, og den vemodige “Careless Love” for blot at nævne et par enkelte. Don Vappie lagde for, Finn Burich og Thomas l´Etienne fulgte efter og så kom der pragtfulde soli fra Torben Bøtker Bjørnskov på bassen og Espen Laub von Lillienskjold på trommestikkerne. Og solisterne fik lov til at brede sig.
Den smittende spilleglæde bredte sig til det fuldtallige publikum, der gang på gang hilste solisterne med taktfaste klapsalver.
Berlingske Tidende 8. oktober 1999.
New Orleans i Hillerød
Den formidable banjospiller Don Vappie leverede – sammen med basunisten Finn Burich og hans faste ledsagere – velfungerende musik fra jazzens fødeby.
Jazz
Af Kjeld Frandsen
Siden 1996 har den jyske basunist Finn Burich én gang om året sammensat en turné, hvor hans band er blevet sekunderet af den engelske klarinettist og altsaxofonist Sammy Rimington. Og da sidstnævnte har et på alle måder stærkt forhold til jazzfødebyen New Orleans, er det den oprindelige musik herfra, der danner grundlag for det dansk-britiske samarbejde.
På den igangværende turné er ensemblet udvidet med en ægte New Orleans-musiker, nemlig banjospilleren, guitaristen og sangeren Don Vappie, og da København ikke er omfattet af rejseplanerne, blev der – for mit vedkommende – lejlighed til at opleve Støberihallen i Hillerød. Og den skulle vise sig at danne de fineste rammer om den på én gang afslappede og yderst velfungerende New Orleans-jazz.
Sammy Rimington havde glød på sin altsaxofon, men det var dog hans klarinetspil, der fascinerede mest. Inspirationen fra den gamle New Orleans-klarinettist George Lewis var påfaldende, men hans underspillede og sarte udtryk, sådan som man oplevede det i “Just A Closer Walk With Thee”, forblev helt hans eget.
Og så var det en udsøgt nydelse at høre Finn Burich, en basunist, som virkeligt forstod at spille i fuldstændig overensstemmelse med instrumentets sande natur, og det vil sige – en klar og massiv intonering plus gode melodiske – og udpræget fremadrettede – improvisations-linjer.
Og så endelig Don Vappie. En formidabel musiker af den type, der vist kun udklækkes i New Orleans. Her var vi lysår fra den bastante og udpinte skolelærer-banjo, her var en instrumentalist, som ubesværet kunne veksle mellem et elegant fingerspil og et tremolerende akkordspil og uophørtligt skabe overraskende tonerækker af sjælden – både underholdende og kompositorisk – art.
At han tilmed viste sig som en fortræffelig guitarist og sanger, der blandt andet – i bedste Nat King Cole-stil – diverterede med “Sweet Lorraine”, var selvfølgelig ingen skade til. Og så havde han som charmerende entertainer ingen problemer med at involvere publikum i det kreoler-franske slagnummer “Eh-La-Bas”.
Kort sagt – New Orleans var kommet til Hillerød. Og det var ikke kedeligt.
Finn Burichs Internationale New Orleans Jazzband med Sammy Rimington og Don Vappie Støberihallen, Hillerød, torsdag aften.
Tidligere turnéer i Danmark med Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband:
1999, 2000, 2001, 2005, 2006, 2007, 2009, 2011, 2015, 2019, 2021, 2022
Facebook-video-klip fra koncert i Aarhus Jazzklub den 26/10-19, Eh, la bas 03:19
Iggy Pop /Iggy Pop udtaler sig i 40 cek. lydklip om musikeren Don Vappie
New Orleans Jazz Museum sender live/med bla. Don Vappie
Don playing “I Love You for Sentimental Reasons” Musikstalden Næstved March 14. 2015