Don Vappie

Don Banjo var på besøg i Flensborghus

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN
hcd@fla.de
Den 3. november 2022

Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband struttede af spilleglæde i Flensborghus, hvor der kunne meldes udsolgt – igen.

Da Don torsdag aften stod på scenen i Flensborghus, virkede det som om, at banjoen spillede sig selv – som om hans venstre hånd bare kørte op og ned ad gribebrættet, mens fingrene på højre hånd slog og plukkede den fire-strengede tenorbanjo.

Sådan var det naturligvis ikke. Hvis en af os andre amatører var blevet budt op på scenen, havde festen været slut lige på stedet.

Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband er et langt navn at turnere med, men ordet »international« kan vanskeligt udelades. Finn Burich er eneste dansker i orkestret. Tyske Thomas l’Etienne spiller tenorsaxofon og klarinet. Hollandske Harry Kanters tager sig af pianoet, og ved trommerne sidder belgiske Frederik Van der Berghe.

Spilleglæden smittede i Flensborghus., Finn Burich trak på trombone, og Thomas l’Etienne fik en dejlig lyd ud af klarinetten.

Selv for tilhørere med et noget anstrengt forhold til banjoen er Don Vappie værd at lytte til. Han er totalt på hjemmebane i kreolermusikken, hvor han formår at bryde den lurende kedsomhed med spændende tonerækker og hurtigt vekslende akkorder.

Han er bestemt ikke uden show-gen, og så synger han lige ud af posen – for eksempel i det melodiske nummer »The Blue Book of Storyville« fra New Orleans’ bordelkvarter, hvor mænd kan vælge deres foretrukne prostituerede ud fra en lille bog, nærmest som et katalog fra Otto eller Daells Varehus, som der var noget, der hed i gamle dage:
»Get a hook of the book – and book the hook – It’s the blue book of Storyville«.

Stjernestunder

De øvrige musikere havde også deres små stjernestunder. Harry Kanters havde nærmest julelys i øjnene, da han fortalte om, hvordan det var at komme til Flensborghus – med et Steinway-flygel. Hvorefter han gradbøjede et stykke af Chopin. Thomas l’Etienne fik en fascinerende lyd ud af klarinetten i en brasiliansk inspireret sag. Han behøvede ikke engang at fortælle os, hvor meget han holdt af Brasilien. Det kunne vi ganske udmærket høre. Og Finn Burich har bare en glasklar intonering med flere gode spontane præstationer.

Thomas l’Etienne og Finn Burich har flere gange været på koncertbesøg i Flensborg med vekslende musikere. Senest var de på samme scene i Flensborghus i 2018 med føromtalte Monique Thomas.

I andet sæt syntes jeg en overgang, at stimen blev en smule mat, men måske var det mig, der bare ikke havde fået sovet ordentligt natten før. Publikum virkede godt tilfreds, og orkestrets spilleglæde var både til at høre og se. Der blev sluttet af med »My sisters number«, som Don Vappie på sit amerikanske kalder »det sidste nummer«.

Flensborghus var i øvrigt fyldt til sidste plads.

Koncert med Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband

Kulturhus Elværket Frederikssund
Den 15. oktober 2022
Af Mogens Lerbech

Efter at publikum havde indtaget et velsmagende måltid mad med tilhørende drikkevarer, var der en rigtig god stemning i Elværkets fyldte koncertsal. Denne gode stemning blev ikke mindre, da klubbens formand, Rasmus Foged, bød velkommen til aftenens internationale orkester.  
De fire jazzmusikere, som den danske orkesterleder og basunist Finn Burich havde samlet, leverede også en koncert af højeste kvalitet med overraskelser i form af flere nye, ukendte numre og ikke mindst klaversolospil i verdensklasse.
Koncerten var centreret om gæstesolisten, amerikanske Don Vappies eminente sang og banjospil, men allerede i første nummer ”Royal Garden Blues” blev alle orkestermedlemmerne præsenteret, så man straks fik indtryk af det høje musikalske niveau: den tyske klarinettist og tenorsaxofonist Thomas l`Etienne, den hollandske pianist Harry Kanters og den belgiske trommeslager Frederik Van den Berghe.
I forbindelse med introduktion af sangen “I would, if I could” påstod Don Vappie, at musikken holder os unge, hvilket ingen i salen – sjovt nok – protesterede imod. Derefter sang han den med eget banjoakkompagnement og på baggrund af de to blæseres lyriske  akkompagnement. 
”Exactly like You”, sunget af Vappie, blev indledt med en flot solo af Burich med dæmper på trombonen efterfulgt af l`Etiennes udtryksfulde tenorsax.  Undervejs i nummeret var der et spændende sammenspil mellem piano og banjo, hvor pianoet svarede på banjoens udspil – en form for ”chase”. Nummeret blev afsluttet af en flot trommesolo fra Van den Berghe.
”Memories of You” blev også introduceret af kapelmesterens melodiøse og bløde trombone efterfulgt af lyrisk improvisation fra l`Etienne. Vappie havde her skiftet banjoen ud med sin elguitar, som supplerede den bløde og melodiøse tone. Kanters og Van den Berghe bandt det hele sammen til et helstøbt nummer.     
”Some of these Days” udløste spontane taktfaste klapsalver som anerkendelse af Don Vappies flotte sang og tilsvarende solospil af l`Etienne, og “My Blue Heaven” blev endnu engang indledt af sublimt sammenspil mellem trombone og tenorsaxens fyldige tone, hvorefter Don Vappie sang på ypperlig vis.
Mens de øvrige musikere trådte ned af scenen, annoncerede Harry Kanters, at han solo ville spille ”Tea for Two”. Han startede sit virtuose spil i langsomt tempo og øgede tempoet trinvis, så han til sidst afsluttede nummeret i lyntempo. Selv i dette lyntempo var fremførelsen elegant og overbevisende. Kanters kan utvivlsomt spille Jelly Roll Mortons meget vanskelige nummer ” The Finger Breaker” lige så overbevisende. Finn Burich tilføjede efter de spontane klapsalver fra salen: ”Der er lidt snyd med i det. For han har øvet sig på det ”. Hæ, hæ. Det var i hvert fald pianojazz, når det er allerbedst.
Der blev vekslet mellem de nævnte kendte numre og flere mere ukendte numre som ”Dark Town Strutters Ball”, ”Crescent City Moonwalk”, ”Sale Dame” og ikke mindst det brasilianske nummer ”Haroldo no Choso”, som l`Etienne spillede og dansede sig gennem understøttet af ikke mindst et meget inciterende trommespil. Det var tydeligt at han følte sig hjemme i denne genre.
Koncertens sidste nummer ”Eh La Ba” er et rigtig muntert creolernummer, og det blev sunget og spillet med energi og kraft krydret med, at l`Etienne og Burich spillede, mens de vandrede rundt blandt publikum i salen. Salen sang med på opfordring fra Don Vappie. Så et flot, flot afslutningsnummer. 
I kraft af vedvarende klapsalver fra salen fik vi så ekstranummeret ”Ice Cream” fra 1944, som blev verdenskendt i Chris Barber-versionen fra 1954.
Så alt i alt endnu en stor musikalsk oplevelse med et orkester, der tilsyneladende fornøjede sig lige så meget med hinandens spil som vi andre nede i den fyldte sal i SeaSide Jazz Club.

Koncert med Don Vappie & Finn Burich International New Orleans Jazzband

Baghuset, Ballerup
Den 24. oktober 2021
Af Mogens Lerbech

Orkestret introducerede eftermiddagens koncert med nummeret “Down in Honky Tonk Town”, hvor de enkelte medlemmer blev præsenteret af Thomas l`Etienne på sin muntre, veloplagte og afslappede facon.

Don Vappie var præget af hans originale kreolske kulturbaggrund fra jazzens hjemby New Orleans fx understøttede hans virtuose banjospil fortolkningen af ”Basin Street Blues”, så nummeret blev nyt og spændende at lytte til.

I ”Bogalusa Strut”, der også blev båret frem af Vappies solospil, fik han dog tekniske problemer i form af en knækket streng på banjoen. Men den erfarne musiker spillede blot videre uden stop samtidig med, at Finn Burich lavede numre med den løse streng. Her gik det professionelle og det muntre op i en højere enhed til stor fornøjelse for os tilhørere.

I Sonny Rollins-nummeret ”Pent-UP House” brillerede Harry Kanters med sit virtuose pianospil også i meget højt tempo – flot applaus fra salen.

I ”Savoy Blues”, var det Finn Burichs tur til brillere med kraftfuldt trombonespil, hvilket fik dette nummer til at blive nyt og spændstigt – flot spil af kapelmestren.

Don Vappie nummeret ”Color of Creole” var et rytmisk pragtstykke, hvor Vappie og Thomas l`Etienne viste et overvældende, virtuost sammenspil.

I alle numre – også dem med brasilianske rytmer – hørte vi Frederik Van den Berghes sublime trommespil både med hensyn til rytmisk drive. Men også i de mange trommesoli viste han sin høje kvalitet. Alt i alt bestod orkestret af fem fortræffelige solister, som hver især bidrog til en super jazzkoncert.

På et tidspunkt sagde Don Vappie til os: ”Hvis du kan lide musikken, så fortæl det til alle. Hvis du ikke kan lide musikken, så sig det ikke til nogen”.

Efter denne koncert er jeg sikker på, at vi alle har lyst til at fortælle vidt og bredt om vores enestående jazzoplevelse.

Bårse Samlingshus
Den 2. november 2021
Af Ejgil E. Grønholdt

Det var jazz fra superligaen, der blev spillet tirsdag aften i Bårse Samlingshus, for en til sidste plads fyldt stor sal, af jazzglade publikummer, hvor Præstø Jazzklub havde inviteret Finn Buric International New Orleans Jazzband, feat. den formidable amerikanske banjospiller og vokalist Don Vappie fra jazzens hjemby New Orleans. I et godt swingende tempo kom bandet rigtig godt fra start, i nummeret Down in Honky Tonk Town, med flotte soli af alle fem bandmedlemmer. Det affødte taktfaste klapsalver efter hver eneste solo, leveret af Thomas l´Etienne på klarinet bosat i Hamburg, Harry Kanters på piano fra Holland, Frederik Van den Berghe ved trommerne fra Belgien, foruden selvfølgelig, de føromtalte hovedpersoner, Finn Burich og ikke mindst Don Vappie. I andet nummer Tin Roof Blues lagde Vappie ud stille og roligt med følsomt banjospil og vokal, også klarinettisten Thomas l´Etienne fik vist hvilken fremragende musiker, han er, det var jazz på et meget højt plan, til stor glæde for det medlevende publikum. Der fik endnu mere at glæde sig over i klassiske numre som Bogalusa Strut og Original Dixieland One Step.
I andet sæt kom den herboende glimrende trompetist Norbert Susemihl med på scenen i bla. a. en herlig udgave af Muskrat Ramble, der blev også plads til brazilianske rytmer med Thomas l´Etienne på tenorsaxofon. Stadig efterfulgt af glade klapsalver, men det længste bifald gik nok til pianisten Harry Kanters, da han i et vanvittigt tempo spillede Jelly Roll Mortons Fingers Breaking. Og med et samlet band i det kendte nummer Ice Cream, sluttede en forrygende jazzaften i Bårse Samlingshus.
Anmeldt af: Ejgil E. Grønholdt, jazzformidler, Kirsebærvej 28, Præstø.

Sjællandske Tidende